Fyringsrunde – Vindmøllegigant skærer 800 stillinger i Danmark

Foto: Mike Setchell / Unsplash

800 stillinger hos vindmøllegiganten Siemens Gamesa i Danmark skal nedlægges.

Publisert

Vindmøllegiganten Siemens Gamesa vil nedlægge i alt 2.900 stillinger på tværs af organisationen som en del af en ny strategi. Heraf lukkes 800 stillinger i Danmark. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

“Det er aldrig let at træffe sådan en beslutning, men nu er tiden til at tage stærke og nødvendige beslutninger for at sikre selskabet en bæredygtig fremtid. Vi er nødt til at bygge en stærkere og mere konkurrencedygtigt Siemens Gamesa for at sikre vores position som en nøglespiller i den grønne omstilling,” lyder det fra administrerende direktør i Siemens Gamesa, Jochen Eickholt, i pressemeddelelsen.

Foruden de 800 fyringer i Danmark, så vil Siemens Gamesa blandt andet også sige farvel til 475 medarbejdere i Spanien, 300 i Tyskland og 50 i Storbritannien.

I alt arbejder der i Danmark omkring 5.500 medarbejdere hos Siemens Gamesa, og ifølge vindmøllegiganten, så vil de gå i gang med forhandlinger med medarbejderne 1. oktober.

Powered by Labrador CMS