Efter opkøb af Molslinjen: Nu skifter ForSea navn

Batterifærgen, Tycho Brahe. Arkivfoto: Molslinjen
Batterifærgen, Tycho Brahe.

Rederiet bag færgerne på ruten mellem Helsingør og Helsingborg ændrer navn. Det nuværende ForSea bliver til Øresundslinjen. Det er effekten af Molslinjens køb af det Helsingborgbaserede rederi i efteråret 2022.

Publisert

Når den batteridrevne færge, Tycho Brahe, den 2. oktober forlader værftet i svenske Landskrona, så sker det med helt nye farver og indretning. Færgen er klædt i farver og logo, som fortæller, at skibet nu er en del af Molslinjens flåde på ruten Øresundslinjen.

ForSea-navnet opstod i 2018, hvor daværende HH Ferries ønskede at blive regionens mest bæredygtige transportvirksomhed. For at understrege den ambition blev navnet HH Ferries til ForSea.

“ForSea har været et stærkt brand med fokus på bæredygtighed, og det har været fristende at lade det fortsætte. Men efter lidt overvejelser mener vi, at vi bør indlemme vores nye rederi i Molslinjens rutestruktur og ændre ForSea til Øresundslinjen,” lyder det fra Molslinjens administrerende direktør, Kristian Durhuus inden han tilføjer, at navneskiftet også signalerer en mere geografisk tilknytning til hele Øresundsregionen.

Navneændringer bringer en masse nyt med sig. Men oplevelsen af en pause på Øresund ændrer sig ikke. Her skaber færgerne med restauranter, butikker og barer sammenhængskraft som en flydende bro mellem Danmark og Sverige.

“Vi går stille og roligt i gang med forvandlingen, så der kommer til at gå tid, før vi kan kalde navneskiftet og hele rebrandingen af ruten for afsluttet. Vi skal gøre det i et tempo, som rutens op mod syv millioner årlige gæster kan følge med til,” siger Kristian Durhuus.

Batteridrevne Tycho Brahe bærer nu som det første skib i flåden de nye farver og det nye logo – og skibet er også forberedt til en helt ny restaurant, ligesom butik, café og bar har fået nyt liv på værftet.

Molslinjen, som i dag forude ruterne over Kattegat også driver Bornholmslinjen, Samsølinjen, Alslinjen, Langelandslinjen og Fanølinjen, forventer, at hele rebrandingen samt ny maling og logo på alle færger vil være gennemført i løbet af 2025. Tycho Brahe er planlagt tilbage i drift den 4. oktober 2023.

Powered by Labrador CMS