Dansk fregat indgår i NATO’s stående flådestyrke

Fregatten F363 Niels Juel. Arkivfoto: Henning Jespersen-Skree / Forsvaret
Fregatten F363 Niels Juel.

Den danske fregat Niels Juel afsejlede tirsdag for at deltage i NATO’s flådestyrke i Nordatlanten og Østersøen. Flådestyrken skal patruljere farvandene og bidrage til at beskytte NATO-landene og deres befolkninger.

Publisert Sist oppdatert

Tirsdag sendte Danmark fregatten Niels Juel afsted for at deltage i NATO’s stående flådestyrke i Nordatlanten og Østersøen. Sammen med andre NATO-landes krigsskibe skal Niels Juel og den danske besætning ombord medvirke til at beskytte NATO-landenes havområder, territorium og befolkninger.

“Opgaverne vil kunne omfatte alle militære maritime opgaver, herunder medvirke til etablering af lokalt søherredømme samt sikring af maritime forbindelsesveje og retten til fri sejlads, hvis det bliver nødvendigt. Fregatten vil også kunne støtte militære operationer på landjorden og i luften. Det er NATO, der ultimativt beslutter, hvilke opgaver fregatten skal løse, mens den er indsat i rammen af NATO,” siger orlogskaptajn Henrik Surlykke Lund, der er skibschef på fregatten Niels Juel.

“Med indsættelsen af Niels Juel i NATO’s stående flådestyrker bidrager Danmark til, at NATO har de nødvendige styrker til rådighed til at afskrække potentielle fjender fra at angribe Danmark eller andre NATO-lande og til om nødvendigt at forsvare NATO’s territorium,” siger han.

Fregattens Niels Juel indsættes formelt i den såkaldte NATO Task Group 441.01, bedre kendt som NATO’s stående flådestyrke i Nordatlanten og Østersøen, og vil altså være en del af en styrke bestående af skibe fra flere lande i NATO. Fregatten medbringer en MH-60R Seahawk helikopter, som for eksempel kan bruges til at flyve ud for at undersøge andre fartøjer og objekter, som man interesserer sig for. Skib og helikopter kan sammen patruljere et meget stort havområde hurtigt og effektivt.

Powered by Labrador CMS