Søværnet får medicinsk rådgivningscenter i Korsør

Det nye Navalmedicinsk Center hører under Forsvarets Sanitetskommando og bliver ledet af overlæge Poul Guldfeldt. Foto: Freja Tylvad / Forsvaret
Det nye Navalmedicinsk Center hører under Forsvarets Sanitetskommando og bliver ledet af overlæge Poul Guldfeldt.

Navalmedicinsk Center er åbnet på Flådestation Korsør. Centret skal styrke den sundhedsfaglige støtte til Søværnet og rådgive Søværnet omkring lægefaglige og medicinske spørgsmål.

Publisert

Søværnet har fået tilknyttet et lægefagligt rådgivningscenter, som ligger på Flådestation Korsør. Det skal styrke den medicinske rådgivning omkring Søværnets opgaver og personel. For eksempel vil det give mulighed for forbedrede uddannelser af de sanitter, junior medics og militærlæger, som sejler med Søværnet. Dertil kan det være hjælp til opdatering af skibenes medicinlister og medicinbeholdninger og rådgivning om medicinsk udstyr.

Endvidere vil centret give mulighed for at udvikle de medicinske procedurer i Søværnet og i det hele taget skabe et navalmedicinsk miljø, som kan tiltrække dygtige sanitets- og sundhedsfaglige medarbejdere til Søværnet.

“Jeg er oprigtigt meget glad for, at vi med åbningen af Navalmedicinsk Center får stillet en stor rådgivningskapacitet til rådighed af Forsvarets Sanitetskommando. Det giver Søværnet øgede muligheder for at uddanne de medarbejdere, som har med de lægefaglige opgaver at gøre. Samtidig sikrer det generel lægefaglig rådgivning målrettet Søværnets behov, og det er meget nyttigt. Derfor er jeg glad for åbningen af det nye center,” siger chef for Søværnet, kontreadmiral Henrik Ryberg.

Det nye Navalmedicinsk Center hører under Forsvarets Sanitetskommando og bliver ledet af overlæge Poul Guldfeldt.

Powered by Labrador CMS