Her er Danmarks første færger på grøn biodiesel

Fanøfærgerne skal som de første færger sejle permanent på HVO-diesel. Det vil betyde, at færgernes udledning vil falde med op mod 90 procent, lover leverandøren af det miljørigtige brændstof. Foto: Molslinjen
Fanøfærgerne skal som de første færger sejle permanent på HVO-diesel. Det vil betyde, at færgernes udledning vil falde med op mod 90 procent, lover leverandøren af det miljørigtige brændstof.

De to færger på Fanølinjen, Fenja og Menja, skal som de første færger i Danmark sejle permanent på helt fossilfri HVO biodiesel. Målet er, at de to nuværende færger sammen med den kommende elfærge, Grotte, skal besejle ruten Esbjerg – Fanø så tæt på fossilfrit som muligt.

Publisert

Fanølinjen vil fremover tanke fossilfrit biodiesel på færgerne Fenja og Menja. Når færgerne sejler på HVO Biodiesel vil den samlede CO2-udledning fra færgerne mindskes med op til 90 procent i forhold til fossilt diesel. Det oplyser Molslinjen i en pressemeddelelse.

Planen er at lade færgerne sejle delvist på det miljøvenlige brændstof fra august 2021. Forløber opstarten tilfredsstillende, vil andelen af den nye biodiesel hurtigt blive øget frem mod efteråret, hvor den nye elfærge skal sættes i drift til oktober 2021.

Fanølinjen bliver således den første færgerute i Danmark, som går helt over til HVO med en plan om at sejle permanent på den grønne biodiesel.

”Det betyder, at vi til den tid kan sejle med færger, hvor selve sejladsen kan gøres så CO2-neutral som muligt,” siger Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen.

Når Fenja og Menja begge er overgået til HVO, og elfærgen Grotte er indsat, så vil klimaet blive sparet for op mod 96 procent i forhold til sejlads med almindeligt marinediesel. Det er fordi, elfærgen Grotte kommer til at sejle på 100 procent grøn energi.

”På Fanø tager vi den grønne omstilling meget alvorligt, så at Molslinjen tager endnu et stort skridt i en CO2 neutral retning, er vi meget glade for,” siger borgmester Sofie Valbjørn.

Den miljøvenlige biodiesel kommer fra den finske producent, Neste, og det er Bunker One i Middelfart, som leverer de fossilfri liter til Fanølinjen.

”Vi er meget tilfredse med at have indgået denne aftale med Molslinjen, da det bringer os et skridt tættere på vores ambition om at overgå til grøn energiforsyning. Initiativet er et væsentligt skridt mod at indfri vores målsætning om at være en proaktiv og kompetent leverandør af biobrændstoffer,” siger Peter Zachariassen, CEO Bunker One.

Powered by Labrador CMS