Danske Green Instruments er blevet solgt til investeringsselskab

Foto: Green Instruments

Det svenske investeringensselskab Lifco har købt den nordjyske producent af måleinstrumenter til emissionskontrol, vand- og gasanalyser i skibsindustrien, Green Instruments.

Publisert Sist oppdatert

Den succesfulde danske virksomhed Green Instruments, der producerer måleinstrumenter til emissionskontrol og vand- og gasanalyser i skibsindustrien, er blevet solgt til det svenske investeringsselskab Lifco. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Salget af Green Instruments kommer efter en håndfuld særdeles vækstrige år, hvor den Brønderslev-baserede virksomhed har leveret fem regnskabsår, der til sammen har givet et overskud på 185 millioner kroner.

“En stor del af æren for udviklingen i Green Instruments tilfalder vores medarbejdere og ledelse. I ejerkredsen har vi dog også nydt godt af, at vi har været venner gennem alle årene, og vi kan således se tilbage på et fælles arbejdsliv, hvor vi sammen har formået at skabe en virksomhed, der er blevet toneangivende på verdensplan. Green Instruments har fortsat en stor udviklingsafdeling, og derfor er det en innovativ og konkurrencedygtig virksomhed, vi i dag (tirsdag den 14. november, red.) overdrager til Lifco,” lyder det fra medstifter Poul Kodal Sørensen i en udtalelse fra den nu tidligere ejerkreds.

Nordjyske Green Instruments forbereder sig igen på vækst

Lifco, der i alt tæller 211 virksomheder i 30 lande med mere end 6.500 medarbejdere, køber typisk små og mellemstore lovende virksomheder inden for bestemte industri-nicher med henblik på at eje og ikke videresælge dem, og hos det svenske invensteringsselskab ser man et stort potentiale i Green Instruments.

“Green Instruments har været med til at skabe et globalt marked for løsninger, der kan gøre skibsindustrien grønnere. Det ligger der et kæmpe potentiale i, og vi tror på, at vi som ny ejer kan være med til at styrke selskabets position yderligere,” siger Head of Systems Solutions i Lifco, Martin Linder.

Green Instruments, der i dag har over 75 medarbejdere, har specialiseret sig i flere forskellige typer af måleinstrumenter til blandt andet røggas, vandanalyse og sikkerhedsudstyr til skibe.

Powered by Labrador CMS