Diversitetsprisen 2023 åben for indstillinger

Foto: Danske Rederier

Danske Rederier følger op på sidste års nye initiativ og efterspørger nu kandidater til årets diversitetspris. Både enkeltpersoner i rederierne og rederier kan indstilles for at have gjort noget særligt for at skabe fokus på DEI.

Publisert

For andet år i træk uddeler Danske Rederier diversitetsprisen til et medlem af Danske Rederier eller af Færgerederierne, som har gjort noget særligt for at skabe ny viden eller nye initiativer omkring Diversity, Equity & Inclusion (DEI)- initiativeri virksomheden eller shippingbranchen.

Sidste år vandt Hafnia med deres ‘Maritime Diversity, Equity & Inclusion (DEI) Lab’. Det blev skabt sammen med RightShip, Wilhelmsen, Thome Group, Rio Tinto og Anglo American, og var en slags diversitetstænketank.

Nu er en jury igen nedsat, og Danske Rederier åbner for indstillinger, som skal bedømmes, inden en vinder udnævnes 17. august 2023.

”I Danske Rederier vil vi gerne anerkende det arbejde, som bliver lavet ude i rederierne for at forbedre inklusion, diversitet og ligestilling. Diversitetsprisen er vores måde at skabe positiv omtale af en løbende og vedholdende indsats, som sker blandt medlemmerne. Vi fik nogle rigtig gode indstillinger sidste år, og jeg håber selvfølgelig, at interessen bliver endnu større i år,” siger direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier, Anne W. Trolle.

Ved udvælgelsen lægges vægt på, at den nominerede person eller rederi har skabt forandring enten i branchen eller lokalt i virksomheden indenfor mindst ét DEI-område ved for eksempel at:

  • Skabe et nyt initiativ indenfor DEI-området ved aktivt at bruge ny viden eller praksis inden for området.
  • Arbejde aktivt for at fremme DEI-mindset hos medarbejdere, ledere og samarbejdspartnere og således fremstår som være en god virksomhedsambassadør indenfor området.

”Vi er meget bevidste om, at det er ude i det enkelte rederi, forandringerne sker. Vores rolle her er at prøve at fastholde fokus på et meget vigtigt arbejde med DEI og vise, at vi mener, det er en værdi, som bør vægte tungt i vores branche. Vores pris kan forhåbentligt være med til, at rederierne kan lade sig inspirere af hinanden i en positiv ånd,” siger Anne W. Trolle.

Juryen består af:

  • Faglig leder hos SEA HEALTH AND WELFARE Torsten Mathias Augustsen
  • Direktør for Arbejdsmarked, Rekruttering og Uddannelse i Danske Rederier, Anne Windfeldt Trolle
  • Head of Organisational Performance and Development, Welltec, Anja Rose
Powered by Labrador CMS