Garanti for praktikpladser til nye skibsingeniørstuderende

MARTEC's direktør Pia Ankerstjerne (t.h.) og Danske Maritimes administrerende direktør Jenny Braat har set frem til at løfte sløret for den nye praktikgaranti. Foto: Stefan Holmager Larsen
MARTEC's direktør Pia Ankerstjerne (t.h.) og Danske Maritimes administrerende direktør Jenny Braat har set frem til at løfte sløret for den nye praktikgaranti.

Danske Maritime stiller landsdækkende praktikpladsgaranti til de kommende skibsingeniørstuderende på Martec.

Publisert Sist oppdatert

Mandag satte Danske Maritime og Martec en fælles underskrift på en unik landsdækkende praktikpladsgaranti. For til sommer åbner den nye og længe ventede skibsingeniøruddannelse på Martec i Frederikshavn, som vil tiltrække studerende fra hele landet, og de ved nu, at de – hvor som helst i Danmark – kan se frem til et spændende praktikforløb i den maritime industri.

Bag initiativet står Danske Maritime, den maritime industris brancheorganisation, som både har arbejdet vedholdende på at få uddannelsen etableret, og hvis medlemsvirksomheder nu har valgt at forpligte sig på forskud for at bidrage til, at flere unge får lyst til at vælge lige netop en maritim ingeniøruddannelse.

De to underskrifter blev sat af Martecs direktør Pia Ankerstjerne og Danske Maritimes administrerende direktør Jenny Braat, som har set meget frem til at skyde ordningen i gang.

“Helt overordnet er den danske maritime industri med vores værfter, udstyrsproducenter, skibsdesignere og serviceleverandører med til at trække hele den globale skibsfart i en grønnere retning. Det er en kæmpestor og virkelig spændende opgave, hvor vi de næste mange år får brug for langt flere dygtige skibsingeniører, når vi kæmper for at komme først med de bedste løsninger på verdensmarkedet. Derfor har Danske Maritime og Martec sammen arbejdet hårdt på at få etableret den nye uddannelse, og nu tager vi i industrien ansvar for, at uddannelsen får solide ben at stå på fra begyndelsen. Vi åbner allerede nu døren til en stribe relevante virksomheder, så de unge kan koncentrere sig om studiet, og så flere unge får øje på de exceptionelt mange spændende muligheder, som netop den maritime industri byder på,” siger Jenny Braat.

Også Pia Ankerstjerne har set frem til at løfte sløret for den nye praktikgaranti, som nu bliver en del af uddannelsesinstitutionens promovering af den nye uddannelse.

”Jeg er utrolig glad for vores samspil med Danske Maritime. Det er meget usædvanligt, at en industri går ud og garanterer praktikpladser, og jeg tror, at dette vil påvirke optaget på den nye uddannelse positivt. Det er superstærkt, at de unge allerede inden uddannelsens start ved, at uanset hvor de kommer fra i landet, og hvor de måtte ønske at komme i praktik, så står der en plads klar til dem i erhvervet. De virksomheder, som forpligter sig i denne sammenhæng, har både det rigtige faglige miljø med eksempelvis andre skibsingeniører, og de sikrer ved hjælp af mentorer, at den unge får en rigtig god periode i virksomheden. Samtidig ved vi jo, at de unge efter endt uddannelse kan regne med at få tilbudt arbejde med det samme, så alt i alt har vi rigtig gode forudsætninger for, at den nye skibsingeniøruddannelse bliver en succes. Vi har allerede fået de første tilmeldinger og glæder os til at byde de studerende velkommen til august,” siger Pia Ankerstjerne.

De to underskrifter blev sat af MARTEC’s direktør Pia Ankerstjerne (t.h.) og Danske Maritimes administrerende direktør Jenny Braat.
Powered by Labrador CMS