Massefyring: Fjord Line dropper færgerute og satser på Danmark

MS Oslofjord. Foto: Fjord Line / Jon Inge Nordnes / Allegro
MS Oslofjord.

Fra den 29. oktober er det ikke længere muligt at sejle med Fjord Line på ruten mellem Sandefjord i Norge og Strömstad i Sverige. Rederiet stopper sejladsen og satser fremover på Danmark.

Publisert Sist oppdatert

Fjord Line stopper med at operere færgeruten mellem Sandefjord i Norge og Strömstad i Sverige, da ruten ikke understøtter Fjord Lines vision og langsigtede strategi. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra det norske rederi.

I meddelelsen oplyser Fjord Line, at valget om at droppe den svensk-norske rute er strategisk, så man i stedet kan koncentrere sig fuldt ud om forretningen omkring færgeruterne mellem Norge og Danmark.

Færgeruten mellem Sandefjord og Strömstad har siden 2014 været drevet af Fjord Line med skibet MS Oslofjord, og hovedfokus på ruten har været shopping. Det er dog ikke foreneligt med den fremtidige forretning, der skal tage udgangspunkt i turisme og oplevelsesrejser, ligesom Fjord Line vil agere central aktør for både persontrafik og godstransport mellem Norge og kontinentet.

Derfor bliver sidste afgang på den norsk-svenske rute den 29. oktober, og det får altså store konsekvenser for både rederiets medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere, som nu må se sig om efter alternative arbejdspladser og transportveje.

“Vi er nu i dialog med de faglige organisationer og tillidsvalgte samt påbegynder drøftelsesmøder med de af vores medarbejdere, som beklageligvis bliver omfattet af ændringen,” lyder det fra CEO i Fjord Line, Brian Thorsted Hansen.

Samtidig med afviklingen af færgeruten oplyser rederiet, at man er i fuld gang med at vurdere løsninger for afhændelse af skibet MS Oslofjord.

Ingen af Fjord Lines øvrige færgeruter bliver berørt af lukningen af ruten mellem Sandefjord og Strömstad.

Powered by Labrador CMS