Danmark er fortsat blandt verdens ti største søfart­s­na­tio­ner

Foto: Mark König / Unsplash

Danmark bevarer sin placering blandt verdens ti største søfartsnationer, men konkurrencen fra andre lande er benhård, og samlet set går Danmark en anelse tilbage.

Publisert Sist oppdatert

Danmark er stadig med helt i front blandt de største sø­fart­s­na­tio­ner i verden. Det slår en ny opgørelse fra Danske Rederier fast. Opgørelsen viser dog også, at Danmark både på opereret tonnage og antal skibe under dansk flag går en smule tilbage.

Hvis man ser på den opererede tonnage, som for dansk vedkommende beløber sig til cirka 57,2 millioner tons, så er Danmark i år nummer 10 på listen, efter Tyskland har sneget sig foran på listen sammenlignet med sidste år.

“Danmark er et lille land, men vi er en maritim supermagt. Det skal vi være stolte af. Også selvom vi går en anelse tilbage på listen denne gang. Vores plads blandt verdens største sø­fart­s­na­tio­ner betyder, at Danmark taler med stor tyngde på den internationale scene. Der bliver eksempelvis lyttet til Danmark i FN’s sø­fart­sor­ga­ni­sa­tion, IMO, hvor Danmark går forrest i bestræbelserne på at gøre målet om klimaneutral skibsfart til virkelighed,” lyder det fra administrerende direktør i Danske Rederier, Anne H. Steffensen.

Det samlede antal skibe på dansk flag (DIS) er gået fra 755 på samme tidspunkt sidste år til 748 på op­gø­rel­ses­tids­punk­tet i år. Samme marginale tilbagegang kan ses på opgørelsen over danskflaget tonnage, som er gået fra cirka 22,8 millioner tons i 2023 til 22,5 millioner tons. Det betyder, at Danmark er verdens 12. største flagstat – tæt forfulgt af Portugal og Cypern.

“Det danske flag signalerer fortsat kvalitet og ordentlige forhold ombord, men der skal ikke herske tvivl om, at konkurrencen fra andre dygtige og ambitiøse sø­fart­s­na­tio­ner er benhård. Derfor ser jeg også meget frem til arbejdet med den Vækstplan for Det Blå Danmark, som regeringen har annonceret. En ny national vækstplan skal ikke blot bevare dansk søfart som en unik dansk styrkeposition, den skal være med til at tage dansk søfart til nye højder. Intet mindre,” siger Anne H. Steffensen.

Powered by Labrador CMS