Fremstød i Polen:

Store muligheder for danske maritime virksomheder

Kong Frederik i samtale med repræsentanter fra Corvus Energy, der leverer batteri- og brændselscelleløsninger til blandt andet skibe.

Grøn omstilling, havvind og oprustning giver danske maritime virksomheder nye muligheder i Polen. Det viser det netop afholdte erhversfremstød med Kong Frederik i spidsen.

Publisert Sist oppdatert

Med Kong Frederik X i spidsen besøgte en stor gruppe af danske virksomheder og ministre i slutningen af sidste uge den polske havneby Szczecin med formålet om at øge samarbejdet mellem Danmark og Polen.

Besøget havde blandt andet deltagelse af Corvus Energy, der leverer batteri- og brændselscelleløsninger til blandt andet skibe, Rohde Nielsen, der udfører uddybning, kystsikring og havneudvikling, ReFlow, der tilbyder beregninger, som dokumenterer et produkts miljøbelastning, samt Danfoss IXA, der udvikler sensorer til at måle emissioner.

Det polske marked er af stigende betydning

Den danske maritime vare- og serviceeksport til Polen har været støt stigende i de seneste år, og selvom Polen i dag blot aftager omkring 2 procent af den danske maritime eksport, så er eksporten alligevel vokset fra 784 millioner kroner i 2019 til 1.129 milliarder kroner i 2022.

I mange år har eksporten blandt andet været drevet af danske udstyrsproducenter, der igennem mange år har leveret til polske værfter, ligesom flere danske værfter har fået bygget skrog i Polen, men i disse år ses en større interesse for energieffektive løsninger, som danske maritime udstyrsproducenter ofte er førende indenfor.

Et eksempel på dette er Polens forestående udbygning af havvind. Gennem en havvindmølleparks levetid kræves der ofte cirka 25 forskellige typer af fartøjer til etablering, drift og vedligehold, og størstedelen af disse specialfartøjer kan designes, udrustes, serviceres eller tilmed bygges af danske maritime leverandører.

Særligt fokus på det sikkerhedspolitiske

Som følge af den forandrede sikkerhedspolitiske situation i Europa, er der desuden stort fokus på den polske flåde. Polen er nemlig blandt de lande i Europe, som opruster hurtigst, og det giver mulighed for danske leverandører af sømilitær teknologi, ligesom der også ventes fokus på, at Polens flådeskibe så vidt muligt skal være energieffektive og grønne, og også her står danske maritime virksomheder parat til at hjælpe.

Det er på den baggrund blandt de danske maritime virksomheder uhyre værdsat, at den maritimt interesserede Kong Frederik satte sig i spidsen for fremstødet til Polen.

Powered by Labrador CMS