Scandlines præsenterer solidt årsresultat for 2023

Scandlines' hybridfærge Copenhagen.

Selvom fragttrafikken faldt fra rekordniveauet i 2022, så formåede Scandlines i 2023 at fastholde sin markedsandel, ligesom rederiet trods et udfordrende marked sikrede både omsætning og indtjening på niveau med 2022.

Det dansk-tyske færgerederi Scandlines fastholdt den positive fremdrift i 2023, hvor passagererne fortsatte med at søge tilbage til de to færgeruter efter flere år med negative effekter af coronapandemien og de afledte rejserestriktioner.

Den positive udvikling medførte en moderat omsætningsvækst på 1 procent til 466 millioner euro og et solidt resultat før skat på 122 millioner euro. Det oplyser Scandlines i en pressemeddelelse samtidig med offentliggørelsen af årsregnskabet for 2023.

Omsætningen fra de to ruter mellem Danmark og Tyskland steg til 369 millioner euro i 2023 fra 363 millioner euro året før med afsæt i en solid udvikling i den samlede trafikvolumen. Biltrafikken fortsatte med at vokse og steg med 3 procent efter solid fremgang på begge ruter og som følge af rekorden i højsæsonen samt indførelsen af attraktive tilbud midt på sæsonen og ved bookinger i god tid.

Efter flere års betydelig vækst faldt fragtvolumen med 7 procent fra rekordniveauet i 2022 på linje med markedsudviklingen på begge ruter, som fortsatte med at levere afgange med høj frekvens, pålidelighed og fleksibilitet for at imødekomme kundernes behov. Det samlede antal passagerer steg med 5 procent.

"2023 var et travlt år for vores kollegaer, der tog godt imod den fortsatte stigning i antallet af passagerer, lancerede nye kommercielle koncepter og skabte god fremdrift på rejsen mod Scandlines’ zero direct emissions-vision. Vi fortsætter med at investere i vores medarbejdere, flåden og faciliteterne for at styrke vores konkurrenceevne og tilbuddet til kunderne, mens vi skaber bæredygtig vækst," lyder det fra Scandlines' administerende direktør, Michael Guldmann Petersen.

Ledelsen hos Scandlines forventer i 2024 en moderat vækst i omsætning og indtjening betinget af, at den makroøkonomiske udvikling forløber positivt i 2024 som ventet. Desuden forventer de en positiv effekt af indsættelsen af Scandlines’ nye elektriske fragtfærge på Rødby-Puttgarden-ruten i andet halvår af 2024.

Powered by Labrador CMS