Fra Kattegat til Middelhavet:

Molslinjen sælger gammel hurtigfærge

Max er Molslinjens mindste og ældste hurtigfærge.

CO2-afgifter har fået Molslinjen til at sælge sin ældste hurtigfærge Max, der fremover skal operere i Middelhavet.

Molslinjen er blevet en hurtigfærge fattigere. Det danske rederi har nemlig valgt at sælge den ældste af hurtigfærgerne, Max, på grund af høje afgifter på CO2 fra både EU og Danmark. Det oplyser Molslinjen i en pressemeddelelse.

"Vi må erkende, at vores planer for sejlads med fire hurtigfærger på Kattegat ikke kan hænge sammen, når vi pålægges store afgifter fra EU og herhjemme, samtidig med at vi oplever stærkt stigende lønomkostninger," lyder det fra administrerende direktør, Kristian Durhuus.

Færgen, der er Molslinjens mindste og ældste hurtigfærge, blev bygget hos det australske Incat-værft i Tasmanien med levering sommeren 1998 og har dermed været en stor del af den turn around, som Molslinjen oplevede i 2011, hvor fokus på større færger fra Aarhus fik rederiet på ret kurs. Derudover har Max siden 2018 fungeret som højkapacitetsfærge på den bornholmske rute mellem Rønne og Ystad.

Den gamle hurtigfærge ligger netop nu i havnen i Ebeltoft, hvor den holdes klar til indsættelse på Kattegat i tilfælde af tekniske udfordringer på en af de andre færger, men ved udgangen af 2024 er det altså slut, når Max overtages af de nye ejere.

Powered by Labrador CMS