Maritim tragedie på det store lærred sælger billetter i massevis

Synkefri handler ifølge Christian Andersom om, hvordan man kan komme videre, selv om man bliver ramt af en enorm sorg.

187.544 billetter er blevet solgt til filmen Synkefri, der tager udgangspunkt i den måske værste dag i Hirtshals' historie.

Publisert

Det tragiske skibsforlis af redningsbåden RF2, der i 1981 kostede tre fiskere og fire redningsfolk livet i Hirtshals er blevet en stor succes på det store lærred.

Hændelsen danner nemlig rammen om filmen Synkefri, der er lavet af den 36-årige filminstruktør Christian Andersen, og filmen solgte i alt 187.544 biletter i løbet af de godt tre måneder, som den kørte i biografen. Det viser tal fra Det Danske Filminstitut.

Men selvom filmen tager udgangspunkt i den maritime tragedie, så handler filmen på ingen måde om, hvad der skete ombord på fartøjerne eller i bølgerne den aften.

“Jeg ved, at mange i Hirtshals har været bekymret for, om der nu skulle rippes i historien om RF2 og kutterne, men det har aldrig været min mening og er det fortsat ikke, for ingen ved, hvad der skete derude i bølgerne, så du skal ikke gå ind og se Synkefri for at blive klogere på, hvad der skete den nat, for de svar giver filmen slet ikke,” siger Christian Andersen.

Derimod handler filmen om, hvordan man kan komme videre, selv om man bliver ramt af en enorm sorg. Det mener Christian Andersen generelt, at Hirtshals har været god til. Ikke mindst kvinderne i byen.

Om Synkefri

Instruktør:
Christian Andersen

Produktionsselskab:
Wasabi Film

Producer:
Jesper Jørgensen og
Hanna Rosland

Premiereår:
2023

Kilde: Den Vestdanske Filmpulje

“Når der er tale om en film fra en fiskerby, er det typisk fiskerne, der bliver portrætteret, men jeg vil gerne fokusere på dem, der bliver hjemme, når fiskerne tager på havet. Kvinderne stod med rigtig meget selv, når mændene sejlede ud, og blev ofte kaldt ‘de tavse ledere’. De er altså ikke flyttet fra byen, men blev der og stod problemerne igennem,” lyder det fra Christian Andersen.

En af dem, der var igennem det hele fra første dag, var Christian Andersens mor, Rie. Ikke alene mistede hun sin mand i ulykken den forfærdelige aften. Hun kendte også samtlige af de otte andre, der døde den aften.

“Så for hende stod den nærmeste fremtid efter ulykken på ikke mindre end ni begravelser, hvoraf den ene altså var hendes mands. Hver gang havde hun det samme tøj på, og da den sidste af de ni begravelser var overstået, brændte hun det tøj, hun havde haft på til de mange begravelser, for der var så mange dårlige minder forbundet med det,” forklarer Christian Andersen, som er dybt imponeret – og taknemmelig – for moderens tilgang til problemerne,

Dette er et uddrag af en længere artikel bragt i magasinet MaritimeDirect.

Læs hele artiklen her

Synkefri – om sorgbearbejdning, stærke kvinder og retten til livet



Powered by Labrador CMS