Efter rapport: ‘Alle skal kunne møde trygt på arbejde om bord’

Foto: Maersk

Ny undersøgelse peger på en række alvorlige udfordringer med mobning og chikane om bord på danskflagede skibe. Danske Rederier tager undersøgelsen meget alvorligt og ser frem til at drøfte, hvordan vi kan komme problemerne til livs

Publisert Sist oppdatert

Alle skal uanset køn, nationalitet eller seksualitet kunne gå trygt på arbejde om bord på et dansk-flaget skib uden at frygte for at blive mobbet eller chikaneret. Sådan lyder det fra Danske Rederier, efter Er­hvervs­mi­ni­ste­ri­et har publiceret rapporten ‘Chikane og mobning i handelsflåden’.

For selvom mere end halvdelen af respondenterne i rundspørgen siger, at de over det seneste år har bemærket en positiv forandring i arbejdsmiljøet om bord, viser undersøgelsen også, at der er problemer med mobning og chikane på danskflagede skibe.

“Der skal ikke herske tvivl om, at vi i Danske Rederier tage kraftigt afstand fra enhver form for chikane og mobning om bord på vores skibe. Vi vil ganske enkelt under ingen omstændigheder tolerere den form for opførsel, og derfor er jeg ked af at læse rapportens konklusioner,” siger direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier, Anne W. Trolle.

Ny undersøgelse: Alvorligt omfang af chikane og mobning på danske skibe

Derfor er Danske Rederier glad for, at er­hvervs­mi­ni­ste­ren har taget initiativ til at indkalde erhvervets parter og ser frem til at diskutere, hvordan arbejdet med at forhindre chikane og mobning kan forstærkes.

Danske Rederier har desuden allerede aftalt med overenskomst­par­ter­ne at nedsætte en fælles arbejdsgruppe.

“Vi ved godt fra tidligere undersøgelser, at der er udfordringer om bord på nogle af vores skibe. Derfor har vi arbejdet hårdt for at ændre kulturen til søs og skabe inkluderende miljøer for alle. Men undersøgelsen viser jo med al tydelighed, at vi ikke er i mål endnu, så vi fortsætter ufortrødent og vil blive ved med at sætte hårdt ind overfor den slags opførsel,” siger Anne W. Trolle.

Ved overenskomst­for­ny­el­ser­ne i foråret fik Danske Rederier skrevet ind i alle overenskomster, at det er parternes fælles ansvar at sikre ”at deres skib er fri for chikane og forulempelser”, og at man kan blive fyret, hvis man udøver chikane eller ikke medvirker til at stoppe det.

“Vi vil blive ved med at insistere på, at alle skal kunne gå trygt på arbejde uden at risikere at blive udsat for mobning eller chikane. Derfor skal vi have skabt en ‘speak-up-kultur’, hvor vi får de her ting frem i lyset,” lyder det fra Anne W. Trolle.

Danske Rederier har som led i arbejdet med at gøre arbejdsmiljøet om bord på skibene bedre for nylig spurgt rederierne med skibe på dansk flag, hvad de gør for at forhindre chikane og mobning. Her viser svarene, at det er en opgave, som er rykket allerøverst på dagsordenen.

97 procent af rederierne har i dag større fokus på mobning og seksuel chikane i deres virksomhed end for fem år siden, og 84 procent af rederierne har lavet konkrete tiltag for at sikre chikane-fri miljøer.

“Når jeg taler med vores topchefer, er det tydeligt, at de er optaget af den her udfordring og gør alt, hvad de kan for at komme problemet til livs. Men selvom der sker enormt meget i skibsfarten på området, og selvom der er et meget større fokus på mobning og chikane, end der var tidligere, så må vi erkende, at det tager tid at komme problemerne til livs,” siger Anne W. Trolle.

Powered by Labrador CMS