Nyt CCS-samarbejde skal skabe CO2-marked

Foto: Danske Rederier

Et nyt samarbejde mellem aktører inden for carbon, capture and storage er blevet annonceret. Danske Rederier er en af initiativtagerne til det nye Carbon Capture & Storage Europe sammen med en lang række virksomheder og organisationer.

Publisert

Et nyt europæisk samarbejde om CCS har set dagens lys. Ved et arrangement i Europa-Parlamentet blev en koalition mellem virksomheder, brancheorganisationer og NGO’er tirsdag offentliggjort med formålet om at fremme udbredelsen og arbejdet med CCS i Europa.

Danske Rederier er blandt initiativtagerne til den nye koalition, Carbon Capture & Storage Europe.

”CCS er en vigtig del af EU’s ambitiøse målsætning om at opnå klimaneutralitet i 2050. Vi har brug for at få udbredt brugen af CCS, som er en teknologi, der allerede fungerer i praksis. Det kan vi blandt andet gøre ved at skabe et europæisk marked for handel med CO2,” siger viceadministrerende direktør i Danske Rederier, Jacob K. Clasen.

Der skal gøres plads til at lagre op mod 50 millioner tons CO2 i den europæiske undergrund frem mod 2030, som led i EU’s net-zero plan.

En decideret CCS-strategi fra EU ventes at blive offentliggjort i midten af i år, og den kan forhåbentlig være med til at bane vejen for et indre marked for CO2, der skal transporteres og lagres.

”Vi har for kort tid siden indviet Project Greensand i Danmark, som er et bevis på, at CCS er en tilgængelig teknologi og mulighed. Derfor vil transport af CO2 i en meget nær fremtid blive en ny mulighed for rederier, som kan hjælpe med at fragte CO2 til lagrene. Vi tror, at CCS er fremtiden, men vi skal have skabt et marked hurtigst muligt,” siger Jacob K. Clasen.

Følgende er medlem af den nye koalition Carbon Capture Storage Europe: Aker Carbon Capture, Baker Hughes, Bellona, Clean Air Task Force, the Confederation of European Waste-to-Energy Plants (CEWEP), CO2 management, Danish Shipping, Dow, E3G, the European Lime Association (EuLA), General Electric (GE), and Novozymes.

Powered by Labrador CMS