Den maritime julekalender – 18. december

18_December

Julen står for døren og nedtællingen er nu i fuld gang! Hver morgen tager vi et kig i nyhedsarkivet fra det forgangne år. Glædelig 18. december.

Publisert

Hos Maritime Direct tæller vi ned til julen ved at kigge tilbage på årets sjoveste, skøreste, skæveste, vigtigste og mest skelsættende historier. Glædelig 18. december.

Det danske offshore-rederi Cadeler præsenterede stor fusion

Danske Cadeler offentliggjorde i begyndelsen af sommeren en fusion med offshore-rederiet Eneti fra Monaco. Sammen vil de skabe verdens største rederi med fokus på installation af havvindmøller og fundamenter.

En ambition om at skabe verdens største offshore-rederi med fokus på installation af havvindmøller og fundamenter fik i midten af juni det danske rederi Cadeler til at slå pjalterne sammen med rederiet Eneti fra Monaco. Det oplyste de i en fælles pressemeddelelse.

Både Cadeler og Eneti beskæftiger sig med installation af havvindmøller, og med en fusion håber de at blive markedsførende indenfor både havvindsektoren og den grønne omstilling.

Det nye rederi, der fortsætter under navnet Cadeler og får hovedkontor i København, får danske Mikkel Gleerup i spidsen som CEO. Dermed fortsætter han i samme rolle, som han hidtil har haft i Cadeler.

“Fusionen vil repræsentere et væsentligt skridt fremad i vores evne til at imødekomme den øgede globale efterspørgsel efter projekter med større omfang og projektstørrelser i service af den hårdt tiltrængte grønne omstilling. For at leve op til denne ambition vil vi give vores kunder den største og mest forskelligartede flåde i branchen, drevet af højt kvalificerede teams med unik ekspertise og erfaring,” lød det i forbindelse med præsentationen fra Mikkel Gleerup.

Efter fusionen vil Cadeler og Enetis aktionærer eje henholdsvis cirka 60 og 40 procent af det nye selskab.

Powered by Labrador CMS