Efter renovering:

Langeliniekaj er klar til sommerens krydstogtskibe

Renovering af Langelinie.

Langeliniekaj i Københavns Havn er klar til snart at kunne tage imod krydstogtskibene og de mange sommerturister, efter første etape af den omfattende renovering af kajen er afsluttet.

Siden 1935 har Langelinie været et af Københavns mest populære udflugtsmål, men årene har sat sine tydelige spor på den gamle anløbskaj, og derfor gennemgår den netop nu en totalrenovering, der omfatter alt lige fra fjernelse af den eksisterende betonbundsikring på cirka 650 meter af kajstrækningen, etablering af en ny spunsvæg med jordankre på en 1 kilometer lang strækning, til opsætning af pullerter på 64 nye støbte pullertfundamenter samt fremrykning af eksisterende fendere.

Af hensyn til havnens mange brugere foretages den omfattende renovering dog i to etaper, hvoraf den første netop er færdiggjort. Det betyder, at Langelinie står klar til sommerens store rykind af blandt andet krydstogtskibe. Det oplyser havneselskabet By & Havn i en pressemeddelelse.

"Foråret er kommet og københavnerne er for alvor begyndt at komme ud på havnekajerne igen. Og Langeliniekaj en ikonisk strækning, hvor ishuset for rigtigt mange er en tradition. Derfor er vi glade for, at vores entreprenør nu er klar til at fjerne byggehegnet, så Langelinie igen fremstår ny og pæn og klar til at være udflugtsmål for turister og københavnere i mange år frem," lyder det fra administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro.

Anden etape af totalrenoveringen af Langelinie skal efter planen være færdig i løbet af første del af 2025.

I forlængelse af renovationen bliver der desuden etableret landstrømsanlæg for krydstogtskibene i lighed med anlægget på Oceankaj i Ydre Nordhavn. Disse står klar til at blive taget i brug fra sæsonen 2025.

Powered by Labrador CMS