Nyt eldrevet skib skal erstatte Portus i Københavns Havn

Portus. Foto: By & Havn
Portus.

Hovedstadens havneskib Portus skal snart skiftes ud med en ny eldrevet version, der skal hjælpe med at reducere CO2-udledningen i Københavns Havn.

Publisert

Det lille havneskib Portus er nærmest blevet en kulturgenstand i havnen og mange hilser da også på den, når den sejler rundt og besigtiger moler og kajer, tjekker at havnen er ren og pæn eller viser udenlandske statsoverhoveder København fra vandsiden.

Men snart er det gamle dieselskib historie, da By & Havn har valgt at sende den på pension og i stedet udskifte den med en ny, eldrevet version.

Flere færger og skibe er i dag begyndt at skifte de konventionelle fossile brændstoffer ud med grønne og bæredygtige løsninger for at reducere udledningen af CO2, og København bliver således ingen undtagelse.

Skibet, som også får navnet Portus, skal understøtte en bæredygtig havnedrift ved at mindske CO2-udledningen fra aktiviteter i havnen til gavn for miljøet, og By & Havns administrerende direktør Anne Skovbro ser frem til at byde det nye skib velkommen.

“I By & Havn har vi et stort fokus på grøn omstilling samt på at vores drift foregår på en bæredygtig og ansvarlig måde. Og derfor ser vi det som en naturlig udvikling og et positivt bidrag til havnemiljøet – og kulturen, at vores nuværende skib, Portus, bliver erstattet af et eldrevet skib. Det vil skabe et mere behageligt klima på kajen og på vandet,” siger Anne Skovbro.

Det nye skib, som efter planen sejler ud på sin jomfrurejse i starten af 2023, bliver bygget af Faaborg Værft A/S, der vandt kontrakten efter et EU udbud. Det sydfynske værft er blandt Danmarks førende skibsværfter inden for nybygning af komposit-, aluminium- og stålfartøjer.

Den nye Portus. Illustration: By & Havn
Den nye Portus. Illustration: By & Havn
Powered by Labrador CMS