Forsvaret følger russiske skibe gennem danske stræder

Danske flådeenheder har fulgt russiske korvetter igennem danske farvande. Foto: Søværnet
Danske flådeenheder har fulgt russiske korvetter igennem danske farvande.

I løbet af de seneste dage har Forsvaret fulgt flere russiske krigsskibe igennem danske farvande. De russiske skibe sejler lovligt igennem danske stræder, og det er standard, at Søværnet følger skibene tæt.

Publisert Sist oppdatert

I fredags fik to russiske korvetter af Buyan-klassen følgeskab af flere af Søværnets skibe. Fregatten Esbern Snare og patruljefartøjet Najaden mødte de russisk korvetter og fulgte dem sydover gennem Storebælt.

“Vi fik visuel kontakt med de russiske korvetter nord for Storebælt og fulgte dem i nogle timer igennem dansk farvand. Det er en af de opgaver, der giver stor mening og er spændende,” siger kommandørkaptajn Christian Thiesen, der er chef på fregatten Esbern Snare.

Ud over de to korvetter af Buyan-klassen er yderligere en korvet af Steregushchiy-klassen og en slæbebåd fra den russiske flåde blevet fulgt af danske flådeenheder de seneste dage.

Passer på danske stræder og farvande

Russiske krigsskibe og ubåde passerer ofte gennem danske farvande, og det er normal procedure, at Forsvaret følger deres færden.

Fartøjer fra alle nationer har nemlig ret til at sejle gennem de danske farvande, så længe de overholder Havretskonventionen og eventuelle nationale regler for passage.

“Det er normal praksis, at Søværnet følger fremmede stats- og orlogsskibe igennem dansk farvand,” forklarer chef for Operationsdivisionen i Søværnskommandoen, kommandør Thomas Stig Rasmussen.

“Opgaven er vigtig, fordi vi på den måde er med til at passe på Danmark og dansk farvand ved at have et overblik over, hvem der sejler i vores nærområder og ikke mindst, hvad de laver,” siger han.

Powered by Labrador CMS