Nord Stream-sabotage: Måske ingen indsigt i dansk efterforskning

Gaslækagen ved Nord Stream 2 set fra Forsvarets F-16 afvisningsberedskab på Bornholm. Arkivfoto: Forsvaret
Gaslækagen ved Nord Stream 2 set fra Forsvarets F-16 afvisningsberedskab på Bornholm.

Et år efter sprængningen af rørledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen er det fortsat uklart, hvem der står bag. Men selvom blandt andre de danske myndigheder har udført et større efterforskningsarbejde, så er det ikke sikkert, at offentligheden får indsigt.

Publisert Sist oppdatert

Tirsdag var det et år siden, at rørledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen blev sprængt og efterlod et hav af spørgsmål om både bagmænd og motiv.

Alverdens medier har adskillige gange peget pilen i retning af lande som både Rusland, Ukraine og USA som synderne bag sabotagen, men de tre omkringliggende lande Sverige, Tyskland og Danmark har endnu tilgode at offentliggøre konklusionerne af deres efterforskninger af sagen.

Men selvom flere gerne vil kende svaret på, hvem der sidste år dykkede ned på bunden og placerede sprængstoffer på de store rørledninger, så er det altså ikke sikkert, at offentligheden får indsigt i den danske del af efterforskningen. Det oplyser justitsminister Peter Hummelgaard (S) til DR.

“Det kan jeg stadig ikke sige al den stund, at jeg ikke ved, hvad efterforskningen vil pege på. Sager, der vedrører nationens sikkerhed og generelt vedrører vores efterretningstjenester, der er der altid i et vis omfang information, man ikke kan dele af hensyn til nationens sikkerhed,” siger han.

De tyske myndigheder har tidligere delt enkelte oplysninger om deres efterforskning af sagen, hvor de blandt andet mistænker en 15 meter lang yacht for at have været en central del af sabotagen. Tirsdag kom det frem, at fartøjet forud for spræningerne hele tre gange var på besøg i danske havne; to gange på Christiansø og en enkelt gang i en unavngivet havn på Bornholm.

Powered by Labrador CMS