Blue Water sikrer yderligere tre års drift af Ineos' base på Esbjerg Havn

Lastning og losning af skibe, udendørs container- og materielhåndtering samt kvalitetsinspektioner hos INEOS på Esbjerg Havn vil også i de kommende tre år blive drevet af Blue Water.

Publisert

Blue Water har forlænget sin driftsaftale med offshorevirksomheden Ineos E&P A/S på Esbjerg Havn med tre år. Det oplyser den vestjyske logistikkoncern i en pressemeddelelse.

Kontrakten, der bygger på et samarbejde siden 2017, dækker et omfattende udvalg af tjenester, herunder lastning og losning af skibe, håndtering af udendørs materiel samt kvalitetsinspektioner.

"Vi er stolte over at have fået denne forlængelse og over at fortsætte vores samarbejde med Ineos," lyder det fra Global Director for Blue Waters Port Service Division, Per Jensen.

Blue Water og INEOS har arbejdet sammen på Esbjerg Havn siden Ineos købte aktiviteterne af Dong, som Blue Water havde håndteret stevedoring-aktiviteter for siden 2008.

"Stevedorearbejdet, vi udfører på havnen for Ineos, er ikke bare en operation – vi leverer den komplette logistik. Vores kajanlæg og lager er vigtige komponenter, der sikrer et problemfrit samarbejde med høje standarder indenfor stevedoring," siger Per Jensen om betydningen af samarbejdet.

Agil havneoperatør

Esbjerg Havn, som er en af verdens største energihavne, fungerer som den globale base for Blue Waters aktiviteter. Med 450.000 kvadratmeter terminalplads og omkring 50.000 kvadratmeter lagerfaciliteter er havnen et bevis på Blue Waters engagement i at levere havneservices fra øverste hylde.

Blue Waters seneste udvidelser omfatter etablering af faste terminaler i Danmark og andre lande, hvilket understreger virksomhedens smidighed, når det drejer sig om at anvende specialister og materiel forskellige steder til etablering af terminaler, drift og projektledelse.

Powered by Labrador CMS