Den maritime barselscafé fortsætter i 2022

Barselscaféen Parent'SHIP. Foto: Danske Rederier
Barselscaféen Parent'SHIP.

Der vil fortsat være babybesøg hos Danske Rederier i år, når den maritime barselscafé Parent’SHIP fortsætter. Barselscaféen gør det muligt for forældre på barsel at bevare en stærk tilknytning til den maritime branche.

Publisert

Der har været en helt anden slags liv og lyde i Danske Rederiers mødelokaler den første mandag i måneden i det sidste halve år, hvor organisationen har lagt lokaler til Danmarks første Blå Barselscafe.

Hver gang er cirka 15 mødre eller fædre mødt op med deres babyer og delt erfaringer, seneste nyt i shippingbranchen og hørt oplæg om alt fra bleskift af den nyfødte til, hvordan man finder balancen i sit arbejds- og familieliv.

I år fortsætter succesen med at samle forældre og babyer, og et nyt program ligger klar.

”Vi er meget glade for den opbakning og mødedeltagelse, vi har set i vores Parent´SHIP barselscafe. Det er dejligt at have de barslende og deres babyer i huset, da det giver liv og energi. Og samtidig nyder vi at se, hvordan der naturligt netværkes og deles viden blandt deltagerne om stort og småt, om alt fra baby til nyste trends inden for shipping. Det er fortsat vores håb, at det vil styrke tilknytningen til både arbejdsplads og branchen for de kollegaer, der er på barsel,” siger direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier, Anne Windfeldt Trolle.

Forårets program byder på en masse interessante foredragsholdere. På programmet er blandt andet bogaktuelle Sofie Münter, som fortæller om tilknytningsbaseret opdragelse med udgangspunkt i sin bog ”Den Bedste Start på Livet”. Derudover har vi allieret os med MoneyMum.dk, som vil fortælle om økonomiske aspekter ved at få barn og være på barsel. Programmet byder også på praktiske øvelser i form at babyyoga og babyførstehjælp.

Barselscaféen er en del af de mange initiativer, Danske Rederier har i forbindelse med indsatsen ”Flere kvinder i Shipping”. Her er en barselscafé tilpasset shipping blevet efterspurgt flere gange, og det er med god grund, mener Anne Windfeldt Trolle. Parent’SHIP er arrangeret i samarbejde med WIS-Denmark og afholdes ti gange om året.

”Det kan være sin sag at skulle vende tilbage til jobbet efter måneder med bleskift og søvnløse nætter. Men vi har brug for, at kvinderne vender tilbage efter deres barsel, så jeg håber, at Parent’Ship’ kan være med til at holde dem i branchen,” siger Anne Windfeldt Trolle.

Parent’SHIP er støttet af Den Danske Maritime Fond og Lauritzen Fonden.

Powered by Labrador CMS