Det Blå Danmark får stor rolle i bæredygtighedsfestivalen Tomorrow

Jenny Braat. Foto: Danske Maritime
Jenny Braat.

Sidste år gik den nye bæredygtighedsfestival Tomorrow i luften med Danske Maritime som partner. I år er de atter klar til at byde velkommen den 26. – 27. august i Valbyparken i København, og denne gang bliver Det Blå Danmarks vigtige rolle endnu tydeligere.

Publisert

Tomorrow festivalen har til formål at invitere indenfor i en meget bred debat om bæredygtighed, og i år får Det Blå Danmark og vores bæredygtighedsmålsætninger sit helt eget dedikerede område. Under navnet Sea Tomorrow vil gæsterne kunne bevæge sig rundt i et oplevelsesområde dedikeret til havet og den grønne omstilling af søfarten.

Med arrangørernes ord så stiller Tomorrow Festival skarpt på løsningerne, idéerne, fremgangen og det grønne håb. Den maritime industri har fuldt tryk på den grønne omstilling med den klare ambition at gøre fremtidens transport CO2-neutral, og udviklingen på det maritime område går stærkt i disse år. Allerede i dag er skibsfart en af de mest bæredygtige og energieffektive transportformer, når man kigger på den enkelte vares klima- og miljøpåvirkning.

Sideløbende afvikler Tomorrow et topmøde hvor erhvervsledere og eksperter mødes med det fælles formål at accelerere den bæredygtige omstilling på tværs af brancher og lande. Dette såkaldte Tomorrow Summit, som flere af danske maritimes medlemmer også deltog aktivt i sidste år, afvikles i år inde på selve festivalområdet.

Blandt pointerne var behovet for:

  • At have eksport for øje, når man udvikler nye løsninger – blandt andet fordi storskala også kan påvirke prisen positivt for kunderne.
  • At tænkte finansiering og investordelen ind fra starten – bl.a. fordi man ser en klar tendens til, at investorer går målrettet efter bæredygtige projekter.
  • At bæredygtighed bør rodfæstes i måden at drive forretning på, og at vi kan opnå langt større effekt med tættere samarbejde, klogere investeringer og tydeligere lederskab.
  • Og at man inden for det maritime ikke skal tænke isoleret i nye brændstoffer, men også i energieffektivitet – samt overveje grundigt, hvordan vi som branche kan skabe den rette efterspørgsel efter nye grønne løsninger.

Helt overordnet ønsker Danske Maritime at bidrage til at få den maritime industris stærke kompetencer draget ind i debatten, og administrerende direktør i Danske Maritime Jenny Braat ser frem til et mangfoldigt arrangement, som kan give debatten om bæredygtighed et løft på tværs af brancher.

”Vi har valgt at blive partnere i Tomorrow Festival igen i år, fordi den danske maritime industri spiller en væsentlig rolle i at rykke den globale flåde i en endnu mere bæredygtig og grøn retning. Det vil vi gerne formidle, og når de vigtigste grene af erhvervslivet til Summit finder fælles fodslag, og når vi samtidig kan formidle viden om de grønne muligheder inden for det maritime til alle festivaldeltagerne, så skaber vi fælles synlighed og mere muskelkraft. Så vi ser frem til igen at dele ud af vores viden og indsigt, og jeg tror på, at denne form for involverende dialog kan være med til at accelerere den grønne omstilling,” siger Jenny Braat.

Sea Tomorrow er støttet af Den Danske Maritime Fond og skabes i samarbejde med Danske Maritime og Danske Rederier. Herudover støtter Tuborgfondet Fonden Grøn, som har udviklet en unik VR-oplevelse, der vil være at finde i Sea Tomorrow-området og på flere danske festivaler i 2022.

Powered by Labrador CMS