ShippingLab vil gøre 11 danske færger autonome
ShippingLab arbejder for at gøre dansk færgetransport mere automatisk, og de vil starte med at gøre 11 danske kabelfærger selvsejlende.
Færger, der sejler helt af sig selv, er fremtiden. Det mener i hvert fald projektgruppen ShippingLab, der arbejder for at gøre færgetransport mere automatisk, og de vil starte med at gøre 11 danske kabelfærger selvsejlende. Det skriver DR P4 Sjælland.
Men selvom projektet kan virke aldeles odiøst og som taget fra en science fiction-roman, så slår ShippingLabs gruppeformand, Kjeld Dittmann, fast, at vi allerede kender og benytter os af teknologien.
“Det er jo ikke mere mystisk, end at metroen i København kører uden lokomotivfører,” siger han til DR.
Det er særligt øboere, der i dag bor på Danmarks mindste samfund, der kan se frem til teknologien, for særligt de mindre færger som kabelfærgerne er det perfekte sted at starte, mener Kjeld Dittmann.
“Det mest nærlæggende er det, vi kalder for virtuelle kabelfærger, der i stedet for at have et fysisk kabel har en virtuel wire og udfører nøjagtigt det samme,” siger han.
Teknologien til at automatisere færgerne er ikke færdigudviklet endnu, så der er endnu ingen tidshorisont på projektet, men ShippingLab tror på, at flere færger kan fungere fuldstændig autonomt om 10 år.