Stor beredskabsøvelse træner katastrofer i Arktis

Inspektionsskibet Vædderen er udgangspunktet i transport af både materiel og personel under Arctic Light. Foto: Forsvaret
Inspektionsskibet Vædderen er udgangspunktet i transport af både materiel og personel under Arctic Light.

I disse dage træner Forsvaret evnen til at redde civile under katastrofer i Arktis, som en del af beredskabsøvelsen Arctic Light 2023.

Publisert Sist oppdatert

Det omskiftelige vejr og barske natur gør redningsaktioner i Arktis til en særligt udfordrende opgave. Derfor træner Forsvaret i disse dage, som del af cirka 400 deltagere fra Arktisk Beredskabsstyrke, deres evne til at indsætte militære kapaciteter til at redde menneskeliv til havs og ved katastrofer på land i de nordlige egne af Rigsfællesskabet.

Øvelsen hedder Arctic Light 2023 og løber fra d. 18.-29. september i det sydvestlige Grønland omkring Nuuk. Her træner deltagerne et tsunamiscenarie, som minder om den voldsomme jordskredsskabte tsunami, der i 2017 skyllede ind over Nuugaatsiaq i Vestgrønland.

Gennem øvelsen træner Arktisk Beredskabsstyrke deres evne til at yde effektiv støtte til færøske og grønlandske myndigheder inden for eftersøgnings- og redningsoperationer, beskyttelse af havmiljøet og håndtering af naturkatastrofer.

“I Danmark går der ikke lang tid før du har en helikopter på stedet, når der er hurtigt brug for hjælp. I Grønland er afstanden en meget stor udfordring, og hvis der for eksempel skulle være behov for hjælp i Grønlands nordligste by, Qaanaaq, så tager det 12 timer for den nærmeste helikopter at komme frem,” siger vagthavende officer i Arktisk Kommando, Frederik Mozart.

Gennem Arctic Light træner Forsvaret sin rolle som central og specialiseret bidragsyder, når grønlandske og færøske myndigheder anmoder om støtte ved hændelser, hvor menneskeliv er i fare.

Powered by Labrador CMS