Faldende fragtrater koster:

Stor tilbagegang i Maersks overskud

A.P. Møller - Maersk

A.P. Møller - Maersk kunne i 2023 notere et overskud på 3,9 milliarder dollars svarende til 27 milliarder kroner, hvilket er en markant tilbagegang i forhold til året før, hvor rederiet sikrede sig et historisk overskud.

Publisert Sist oppdatert

Efter en lang periode med rekordhøje fragtrater under coronapandemien i 2021 og 2022, så er priserne for fragt af containere i løbet af 2023 faldet markant, og det kan man mærke hos A.P. Møller - Maersk.

Den danske rederigigant, der torsdag morgen har præsenteret sit årsregnskab for 2023, kan nemlig konstatere, at overskuddet på 30,8 milliarder dollars - mere end 200 milliarder kroner - fra året før er skrumpet til 3,9 milliarder dollars svarende til 27 milliarder kroner.

Samtidig kunne Maersk notere en omsætning på 51 milliarder dollar svaredende til 353 milliarder kroner i år. Det er en tilbagegang fra 81,5 milliarder dollar i 2022, hvilket svarer til 564 milliarder kroner.

Den store tilbagegang i både omsætning og overskud var dog ventet af Maersk, som betegner årsregnskabet som solidt.

"2023 var et overgangsår efter det ekstraordinære opsving i markedet, som fulgte efter pandemien. Vi leverede solide finansielle resultater på trods af de markant ændrede omstændigheder, og vi er godt positioneret til at håndtere den modvind, vi forudser i 2024. Tidligt på året indførte vi stram styring af omkostninger og tilpassede os således den nye markedssituation. Vi har brug for at se yderligere udvikling i logistikforretningen for at leve op til vores mål, når vi nu fortsætter transformationen og skærper vores konkurrenceevne," lyder det i en kommentar til regnskabet fra administrerende direktør i Maersk, Vincent Clerc.

Behov for modstandsdygtige forsyningskæder

Trods tilfredshed hos Maersk-chefen, så kaster usikkerheden om markedet og den ustabile sikkerhedssituation i Det Røde Hav samtidig skygger over det kommende år.

"Vi kigger ind i et marked med robuste volumener, og mens krisen i Det Røde Hav på kort sigt har ført til kapacitetsmangel og en midlertidig stigning i rater, vil kapacitetoverskud på længere sigt føre til prispres, hvilket vil påvirke vores resultater. Den aktuelle uro og det volatile marked understreger behovet for modstandsdygtige forsyningskæder, hvilket yderligere bekræfter, at Maersks vej mod at blive et integreret logistikselskab er det rigtige valg, for at vores kunder effektivt kan håndtere disse udfordringer," siger Vincent Clerc.



Powered by Labrador CMS