Maersk forsyner sin flåde med banebrydende brandslukningsudstyr

HydroPen. Foto: Viking Life-Saving Equipment
HydroPen.

Danske Viking Life-Saving Equipment, der producerer sikkerhedsudstyr til den maritime sektor, skal levere slukningsudstyr til hele Maersks flåde af containerskibe.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danske Viking Life-Saving Equipment har modtaget sin hidtil største ordre på brandslukningssystemet HydroPen. Systemet, der er udviklet til at slukke brande i containere ombord på store containerskibe skal nemlig udstyres i hele flåden hos rederiet A.P. Møller – Maersk. Det fortæller Viking Life-Saving Equipment i en pressemeddelelse.

“Fra at have været involveret i de tidlige udviklingsfaser til at implementere HydroPen systemet fuldt ud, ser vi endnu engang A.P. Møller – Maersk vise sit kompromisløse engagement i forhold til at gå ud over industristandarder for at beskytte både sine besætninger og kundernes last og aktiver,” siger Senior Country Director, Østersøen i Viking Life-Saving Equipment, Anders Nørgaard Lauridsen.

HydroPen blev grundlagt i 2016 af CEO Martin Winkel samt CTO og systemopfinder Jesper Rosenfeldt Hansen, og i 2021 blev brandslukningssystemet opkøbt af Viking Life-Saving Equipment.

Systemet monteres på en af skibets brandslanger og hejses op ved hjælp af en teleskoparm af blot et enkelt besætningsmedlem. Vandtrykket alene driver systemets bore- og sprøjtedyse, som gennemborer containerdøren, hvorefter den skifter til sprøjtefunktion og slukker branden med vand, skum eller CO2 direkte ved kilden.

Powered by Labrador CMS