Yderligere seks – Maersk bestillere flere nye metanolskibe

Billede: Maersk
Billede: Maersk

A.P Møller – Maersk har bestilt yderligere seks metanoldrevne containerskibe til sin flåde. Dermed er rederiet nu oppe på i alt 25 bestillinger.

Publisert Sist oppdatert

A.P. Møller – Maersk fortsætter sin færd mod CO2-neutral shipping, og det danske rederi har valgt at gå linen ud i forhold til metanoldrevne skibe. Således har Maersk mandag offentliggjort bestillingen af yderligere seks fartøjer, så rederiet nu afventer leveringen af i alt 25.

“Med denne ordre tager vi endnu et skridt i den grønne omstilling af vores flåde og mod vores mål om at blive CO2-neutral i 2040. Som med alle vores andre skibsordrer de sidste to år, vil disse skibe kunne sejle på grønt metanol,” lyder det fra Chief Infrastructure Officer hos Maersk, Rabab Boulos, i en pressemeddelelse.

De seks fartøjer, der alle får en kapacitet på 9.000 TEU, vil – når de erstatter eksisterende skibe i flåden – ifølge Maersk hjælpe med at reducere rederiets årlige CO2-emission med omkring 450.000 tons.

“For disse seks containerskibe har vi valgt et design og en fartøjsstørrelse, som gør dem meget fleksible set ud fra et indsættelsessynspunkt. Dette vil give disse skibe mulighed for at udfylde mange funktioner i både vores nuværende og vores fremtidige netværk, og derved tilbyde den fleksibilitet, vores kunder efterspørger. Når de er indfaset, vil de erstatte eksisterende kapacitet i vores flåde,” lyder det fra Rabab Boulos.

De seks metanoldrevne containerskibe skal bygges på det kinesiske skibsværft Yangzijiang Shipbuilding og forventes leveret fra 2026 og frem til marts 2027.

Maersk forventer i øvrigt at tage imod det første metanoldrevne skib i løbet af denne sommer.

Powered by Labrador CMS