Nybygning leveret:

Nybygget Maersk-skib blev navngivet i Aarhus

Det 16.000 TEU store dual-fuel fartøj blev døbt af Kirsten Andersen, ægtefælle til Vestas' administrerende direktør Henrik Andersen.

A.P. Møller - Maersks nybyggede containerskib, der er det tredje i rækken af store metanoldrevne fartøjer i flåden, blev fredag navngivet ved en stor ceremoni på havnen i Aarhus.

Offentliggjort

Antonia Mærsk. Det er navnet på A.P. Møller - Maersks tredje store containerskib, der kan sejle på grøn metanol, som fredag blev navngivet ved en ceremoni i Aarhus.

Det 350 meter lange og 16.000 TEU store dual-fuel fartøj blev døbt af Kirsten Andersen, ægtefælle til Vestas' administrerende direktør Henrik Andersen, og containerskibet blev opkaldt efter Antonia Uggla - barnebarn af Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, som er formanden for A.P. Møller Fonden og dets investeringsselskab A.P. Møller Holding.

I weekenden blev det nybyggede containerskibe i forbindelse med navngivningen åbnet op for offentligheden ved 'Åbent Skib' på APM Terminals i Aarhus Havn. Her fik søfolk, skibsentusiaster og andre nysgerrige sjæle, der havde sikret sig en gratis billet, nemlig en guidet tur ombord på fartøjet, hvor de havde adgang til at besigtige alt lige fra kahytter og biograf til broen.

Antonia Mærsk, der er en af 18 store methanol-drevne nybygninger, som er planlagt til levering mellem 2024 og 2025, skal nu sejle i faste rute mellem Asien og Europa.

Powered by Labrador CMS