Stor hæder: Østjysk Maersk-elev vinder fagprøvepris

Seniorchefkonsulent Maj Svolgaard, Uddannelsespolitisk konsulent Claus Agø Hansen, Prisvinder Spedition Sofie Smærup Jeppesen, Thomas Kongsted – Head of MPL Europe Operation, Søren Fabricius – Regional Solution Design Manager. Foto: DI - Dansk Industri
Seniorchefkonsulent Maj Svolgaard, Uddannelsespolitisk konsulent Claus Agø Hansen, Prisvinder Spedition Sofie Smærup Jeppesen, Thomas Kongsted – Head of MPL Europe Operation, Søren Fabricius – Regional Solution Design Manager.

Sofie Smærup Jeppesen, der netop har færdiggjort kontoruddannelsen med speciale i spedition og shipping ved Aarhus Business College, blev tirsdag fejret af omkring 200 kolleger og studiekammerater, da hun løb med Dansk Industri og HK’s Fagprøvepris 2023 for spedition- og shippingelever.

Publisert Sist oppdatert

Smilene var store og klapsalverne mange, da Sofie Smærup Jeppesen tirsdag blev fejret som en af vinderne af Dansk Industri og HK’s Fagprøvepris 2023. Under overværelse af omkring 200 kolleger hos Maersk Project Logistics Denmark i Aarhus, hvor hun efter at være blevet udlært nu er fastansat, blev Sofie Smærup Jeppesen nemlig overrasket med den flotte pris og et legat på 30.000 kroner.

“Vi er simpelthen så stolte, så vi er ved at revne. Det er jo en landsdækkende pris, og at det er en af vores elever, der vinder, er jo en stor anerkendelse – også af os som uddannelsessted,” lyder reaktionen fra forstanderen på Aarhus Business College, Gitte Møller.

Sofie Smærup Jeppesen har modtaget prisen efter at have bestået sin fagprøve med bravour – en fagprøve, hvor hun brugte teori fra skolen og praksis fra sin elevtid hos A.P. Møller-Maersk til at sætte fokus på bæredygtighed i branchen.

“Jeg har jo været så heldig at få lov at læse Sofies fagprøve, og jeg synes, at hun har et ualmindeligt godt tække på det. Hun har været grundigt undersøgende og meget velfunderet og reflekterende over hele det skifte, virksomheden og branchen står i. Alle vil bæredygtighed, men vil de det for en hver pris, og hvad er det for parametre, der er vigtige for kunden, for miljøet og for modtagerne? Hun har været godt omkring i fagprøven og har et godt blik for den store sammenhæng,” lyder det fra Gitte Møller.

Også hos Maersk Project Logistics Denmark er der stor tilfredshed med deres elev.

“Hos Maersk sætter vi elevens alsidige uddannelse i højsædet. Gennem frekvente elevrotationer sikrer vi høj faglighed og dybdegående forståelse af logistik og transport. Vi sætter en dyd i at uddanne fremtidens logistik eksperter – og med Sofies præstation håber vi at kunne skabe endnu mere opmærksomhed om logistikfaget. Sofie har siden sin begyndelse hos Maersk udvist enorm selvstændighed og er et levende eksemplar på at højt engagement betaler sig. Vi er utroligt stolte af Sofie, og glæder os til at følge hendes fortsatte udvikling,” siger Regional Solution Design Manager hos Maersk Project Logistics Denmark, Søren Fabricius.

Sammen med Fagprøveprisen til Sofie Smærup Jeppesen er A.P. Møller-Maersk blevet belønnet med prisen som Årets uddannelsessted 2023.

Powered by Labrador CMS