Maritim støttefond hjælper til opførelse af handicapboliger

A.P. Møller Fondens bestyrelseslokale. Arkivfoto: A.P. Møller Fonden
A.P. Møller Fondens bestyrelseslokale.

Med støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond på 25 millioner kroner skal der opføres 16 nye boliger til mennesker med udviklingshandicap.

Publisert

Mennesker med udviklingshandicap oplever ofte at måtte skifte bosted flere gange i livet, fordi omgivelserne ikke er tilpasset deres behov. Særligt mange ældre oplever at skulle flytte fra vante rammer til et andet bosted eller plejehjem.

Tornsbjerggård i Odder Kommune er et bo- og arbejdsfællesskab for mennesker med udviklingshæmning. Bostedets eksisterende boliger er utidssvarende og kan ikke længere imødekomme beboernes behov. Ingen af de nuværende boliger lever op til reglerne for langtidsbeboelse.

Med støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond skal der opføres 16 nye boliger, som vil leve op til reglerne om længerevarende beboelse for personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. De nye boliger vil betyde, at beboerne kan blive boende på Tornsbjerggård i fremtiden og fortsat kan have et stabilt liv og føle sig trygge i deres netværk af personalet og andre beboere.

Arkitekt Morten Schmidt, som står bag bygninger som ARoS og Den Sorte Diamant, har tegnet de nye boliger, som åbner op ud til landskabet omkring Tornsbjerggård og giver mulighed for både privatliv og nærhed. Boligernes bæredygtighed og æstetik understøtter bostedets kulturelle og pædagogiske funktioner.

Opførelsen af de nye boliger indgår i Tornbjerggårdfondens projekt Boliger til hele livet. Udover boligerne indbefatter projektet også et nyt multihus, der både skal udvide Tornsbjerggårds pædagogiske tilbud og invitere lokalbefolkningen ind til inkluderende aktiviteter.

Powered by Labrador CMS