Fragtskib i fare for at synke efter angreb i Adenbugten

Dette er ikke et billede af fragtskibet Rubymar.

Fragtskibet Rubymar er i fare for at synke, efter fartøjet søndag blev angrebet af Houthi-bevægelsen i Adenbugten. Skibet besætningsmedlemmer meldes i god behold.

Publisert Sist oppdatert

Oprørsgruppen Houthi-bevægelsen fra Yemen fortsætter med at terrorisere den internationale skibstrafik i Det Røde Hav og Adenbugten, og søndag gik det ud over fragtskibet Rubymar.

Ifølge UK Maritime Trade Operations blev Rubymar, der sejler under Belizes flag men er registreret i Storbritannien, søndag ramt af en eksplosion ud for Yemens kyst, hvorefter besætningen valgte at forlade skibet.

Mandag morgen kom ifølge nyhedsbureauet Reuters så en udtalelse fra Houthi-bevægelsens talsperson for militære anliggender, der fortæller, fragtskibet nu er i fare for at synke, ligesom det blev oplyst, at besætningen er i god behold.

Missilangrebene fra Houthi-bevægelsen, der er støttet af Iran, har i de seneste måneder angrebet skibe i Det Røde Hav og Adenbugten i et forsøg på at vise støtte til Palæstina, efter krigen mellem Israel og terrororganisationen Hamas brød ud.

Tidligere er blandt andet containerskibet Maersk Gibraltar forsøgt angrebet, og Danmark har indsat fregatten Iver Huitfeldt i Det Røde Hav, hvor skibet bistår med at beskytte handelstrafikken i området.

Powered by Labrador CMS