Her bliver Alslinjens nye elfærge søsat

Elfærgen på Alslinjen har fået navnet Nerthus. Skibet blev i weekenden sluppet løs på vandet ud for værftet, Cemre, i Tyrkiet,

Alslinjens nye elfærge, der skal betjeneruten mellem Bøjden og Fynshav, kunne i weekenden for første gang vise sine flydeevner ved søsætningen på det tyrkiske værft Cemre.

Til tudende skibshorn og tonerne af sangen 'I like to move it' gled Molslinjens nye elfærge til Alslinjen, Nerthus, i weekenden stille og roligt i vandet i den vellykkede søsætning. Her blev færgen nemlig søsat i vandet ud for det tyrkiske værft Cemre. Det oplyser det danske rederi i en pressemeddelelse.

Cemre Shipyard er i øjeblikket ved at bygge både elfærgen Nerthus og søsterfærgen Tyrfing, og begge fartøjer er anset for at være en stor del af den grønne omstilling hos Molslinjen. Elfærgerne skal nemlig afløse ældre dieselfærger på Alslinjens rute mellem Bøjden og Fynshav og på Samsølinjens rute mellem Kalundborg og Ballen.

De to elfærger er udviklet i et samarbejde mellem Molslinjens teknikere og eksperterne på værftet i Tyrkiet, og skibene vil ifølge det danske rederi sætte helt nye standarder for elfærger i Danmark, når det gælder kapacitet og hastighed.

Nerthus skal efter planen indsættes på Alslinjen sidst på året, mens Tyrfing på Samsølinjen er planlagt til at skulle sættes i drift i begyndelsen af 2025.



Powered by Labrador CMS