Molslinjen kan få ærefuld AI-award i USA

Foto: Molslinjen

For første gang nogensinde er en dansk virksomhed i finalen ved Franz Edelman Award, der betragtes som ‘Nobelprisen i Operations Research’. Det er Molslinjen i samspil med Halfspace, der har chance for at løbe med æren.

Publisert

I hvad der må anses som en David mod Goliat-kamp, er Molslinjen med hjælp fra den danske AI-virksomhed, Halfspace, blevet udvalgt til finalen i verdens mest anerkendte og prestigefyldte konkurrence inden for operationsanalyse, analytics og management science.

Begivenheden, der går under navnet Franz Edelman Award, betragtes populært i akademiske kredse, som ‘Nobelprisen i Operations Research’.

“Det arbejde, Halfspace har udført hos os siden 2019, har været transformerende for Molslinjen og vores ambition om at blive det første data-drevne færgeselskab i verden. Vi har hos Halfspace haft unik adgang til dataloger, matematikere, partikel- og astrofysikere til at fortsætte den udvikling,” lyder det fra Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

Den kunstige intelligens hjælper Molslinjen med at fylde og laste færgerne optimalt og med at sikre præcise prognoser og priser på hver enkelt afgang – hvilket har stor betydning for forbruget af brændstof og dermed klimapåvirkningen.

Ifølge Professor ved Imperial College London og Chief Scientist ved Halfspace, Pierre Pinson, er chancen for at en på verdensplan så lille virksomhed som Molslinjen kommer i finalen, tæt på nul.

“At Molslinjen og Halfspace er kommet til finalen, er noget vi i Danmark kan være stolte af, og noget som ikke er sket før. Det sker sjældent, at virksomheder, der ikke globalt er de største spillere, kan sammensætte noget, der virkeligt skaber impact, har akademisk dybde, og samtidig får det ud i den virkelige verden og skabe værdi – for så at blive finalister ved Edelman Award. Det er virkeligt svært,” siger Pierre Pinson.”

Prisen uddeles i Orlando, Florida til april. Her kommer Molslinjen til at stå i en finale med tyske ALDI, American Airlines, McDonalds i Kina, Indiske Tata Steel Limited og hollandske Transvision.

Molslinjen og Halfspace er med i finalen, fordi arbejdet med AI kan gøre det for færgeindustrien, som data har gjort for luftfarten:

”Noget af det, vores arbejde blev bedømt på, var reel effekt hos Molslinjen, men også at vores arbejde har potentiale til at transformere en hel industri. Målt i passagerer er den kommercielle færgeindustri på størrelse med luftfartsindustrien med omkring 4,5 milliarder årlige rejsende – og her vurderes det, at projektet kan forandre en hel industri,” lyder det fra Halfspaces CEO, Claus Bek Nielsen.

Powered by Labrador CMS