Den maritime julekalender – 21. december

21_December

Julen står for døren og nedtællingen er nu i fuld gang! Hver morgen tager vi et kig i nyhedsarkivet fra det forgangne år. Glædelig 21. december.

Publisert

Hos Maritime Direct tæller vi ned til julen ved at kigge tilbage på årets sjoveste, skøreste, skæveste, vigtigste og mest skelsættende historier. Glædelig 21. december.

Ørsted og Esvagt udbygger aftale med endnu en metanol-drevet SOV

Som en udbygning af en aftale fra 2022 har danske Ørsted og Esvagt indgået en aftale om endnu et grønt servicefartøj.

Det blev kaldt banebrydende, da energigiganten Ørsted og offshorerederiet Esvagt i 2022 præsenterede en aftale om verdens første metanoldrevne SOV, men selvom servicefartøjet, der skal hjælpe til på Ørsteds havvindmølleparker, først forventes at stå færdig i 2024, så har de to danske parter allerede nu indgået en aftale om endnu en klimavenlig SOV.

“Som verdens førende virksomhed inden for havvind arbejder Ørsted hele tiden på at finde de bedste grønne alternativer til fossile brændstoffer. E-metanol er et stærkt match til vores servicefartøjer, og vi er meget glade for, at vi sammen med Esvagt snart kan udvide vores flåde med endnu et metanoldrevet fartøj,” lyder det fra Ørsteds chef for Operations Europe, Mark Porter.

SOV’en skal efter planen søsættes i 2026, hvor den allerede nu er sikret en 10-årig kontrakt, der betyder, at den skal sejle ud fra Ørsteds hub på den engelske østkyst.

Stor reducering af CO2-udledningen

Servicefartøjet bliver udstyret med ‘dual fuel’-motorer, der kan sejle på vedvarende e-metanol produceret ved hjælp af vedvarende energi og biogent kulstof. Det betyder, at den årlige CO2-udledning står til at blive reduceret med omkring 4.500 tons, og dermed understreger aftalen både Ørsted og Esvagts ønske om at nedbringe CO2-udledningen fra forsyningskæden inden for havvind.

“Vi er meget glade for at udvide vores samarbejde med Ørsted om denne banebrydende indsats. Som den globale markedsleder inden for maritim service af havvindmølleparker er Esvagt dybt engageret i kontinuerligt at innovere og levere lavemissionsløsninger. Vi ser frem til at lancere de første metanol-drevne servicefartøjer på markedet,” siger kommerciel og strategisk direktør hos Esvagt, Søren Karas.

I de seneste to år har Ørsted opbygget en varieret portefølje af projekter med fokus på grønne brændstoffer, og tre af disse omfatter produktion af e-metanol til skibsfart.

Porteføljen omfatter blandt andet FlagshipONE i Sverige, der med en forventet levering på 50.000 tons e-metanol om året fra 2025 står til at blive det største anlæg til produktion af vedvarende e-metanol i Europa. Forventningen er derfor, at Ørsted selv kan levere metanolen til begge SOV’er.

Powered by Labrador CMS