Stort sygdomsudbrud aflyste norsk færgeafgang

Color Fantasy.

Mere end 70 tilfælde af maveonde hos både passagerer og besætning fik søndag Color Line til at aflyse en planlagt færgeafgang fra Oslo til Kiel.

Rederiet Color Line måtte søndag aflyse den planlagte færgeafgang fra Oslo til Kiel klokken 14 på grund af et større udbrud af maveonde. Det skriver det norske rederi i en pressemeddelelse.

Aflysningen kommer, efter Color Line registrerede mere end 30 tilfælde af maveonde blandt gæster på færgen Color Fantasy, som ankom til Oslo i fredags. På den efterfølgende sejlads mellem den norske hovedstad og Kiel, som løb fra fredag eftermiddag til søndag formiddag fortsatte kvalerne dog for rederier, hvor der blev registreret maveonde hos mere end 70 passagerer. Blandt besætningen har der i alt været knap 30 tilfælde på de pågældende sejladser.

"Det tager vi meget alvorligt, og aflyser dagens (søndagens, red.) sejlads, når det nu viser sig, at vi har haft sager på flere sejladser med Color Fantasy. Vi vil nu gennemføre yderligere smittebekæmpelse i samråd med de relevante myndigheder og gennemføre alle nødvendige tiltag ombord," lød det fra administrerende direktør hos Color Line, Thomas Gudbjerg, efter aflysningen.

Aflysningen berører cirka 1.800 passagerer.

Powered by Labrador CMS