Solidt årsregnskab hos dansk havneselskab

ADP fremviser endnu et solidt regnskab for 2024.

Havneselskabet ADP, der har købt sig ind i ejerkredsen af Hanstholm Havn, havde i 2024 markante stigninger på både godsvolumen, omsætning og driftsresultat.

2024 var et turbulent år for transport- og logistikbranchen, der fortsat er i konstant bevægelse på baggrund af de globale uroligheder. På trods af det kom havneselskabet ADP A/S stærkt igennem året.

Selskabet, der driver erhvervshavnene i Fredericia og Nyborg, tørhavnen i Taulov og fra 1. august overtager aktiemajoriteten i Hanstholm Havn, har i 2024 nemlig præsteret en omsætningsfremgang på 15 procent, et højt investeringsniveau på 611,3 millioner kroner og et årsresultat på 93,4 millioner kroner. Det oplyser ADP i en pressemeddelelse, hvor havnebestyrelsen stempler året som 'yderst tilfredsstillende'.

"ADP er igen kommet stærkt ud af et foranderligt år i transportbranchen, der var påvirket af de fortsat geopolitiske spændinger. ADP vækstede på gods over kaj både i Fredericia og Nyborg og realiserede store investeringer i Taulov Dry Port. Selvom renteudgifterne ved de store investeringer blandt andet påvirkede regnskabet, har ADP leveret et sundt, tilfredsstillende resultat," lyder det fra bestyrelsesformand hos ADP, Christian Herskind.

Stor fremgang på ADP-havnene

ADP kom igennem 2024 med fremgang i godsmængderne. På Fredericia Havn blev der således håndteret 23 procent flere containere end i 2023, på havnen i Nyborg var der en omsætningsfremgang på fast bulk på 62 procent i forhold til 2023, og i Taulov Dry Port indviede A.P. Møller Maersk deres nye lavemissionslager, og yderligere blev 87.000 kvadratmeter lager- og logistikfaciliter færdiggjort til udlejning.

Vækstraterne er resultater af de strategiske partnerskaber med kunderne på havnene, hvor Fredericia Havn eksempelvis har fået fast anløb fra A.P. Møller Maersk og blev inkluderet i det japanske containerrederi ONEs nye rutenetværk.

"Der er en stigende interesse fra rederierne til ADP-havnene. Det kan tydeligt ses på tonnagen for 2024, men der blev også igangsat dialoger, der vil øge mængderne af gods over kaj fremadrettet. Derfor er færdiggørelsen af havneudvidelsen i Fredericia særdeles kærkommen, og det samme gælder på Nyborg Havn, hvor vi i løbet af 2024 igangsatte en spændende proces om udvidelse af havnen," fortæller administrerende direktør i ADP, Rune D. Rasmussen.

ADP forbereder sig til fremtidig udvikling

I 2024 etablerede ADP et partnerskab med TotalEnergies og Evida om infrastruktur til at lagre CO2 i Nordsøen. Derudover igangsatte ADP et stort stykke arbejde med Thisted Kommune om at etablere et fælles ejerskab af Hanstholm Havn, som træder i kraft til 1. august 2025.

"Vi har haft et begivenhedsrigt år med blandt andet etablering af et stærkt partnerskab, der kan understøtte Danmarks klimamålsætninger, og vi har lavet en aftale med Thisted Kommune om konsolidering af Hanstholm Havn. Der er flere synergier mellem Nyborg, Fredericia og Hanstholm Havn, som bliver spændende at udvikle. Dette gælder også inden for lagring af CO2," siger Rune D. Rasmussen.

Powered by Labrador CMS