Lektor og maskiningeniør løber med Undervisningsprisen 2023

Frits Giversen. Foto: Danske Maritime
Frits Giversen.

Lektor Frits Giversen fra Aarhus Maskinmesterskole blev mandag hædret for sin høje pædagogiske og tekniske faglighed, da årets undervisningspriser blev uddelt.

Publisert

Når det regner på præsten, drypper det på degnen. Derfor var der glæde at spore i den maritime branche, da lektor Frits Giversen fra Aarhus Maskinmesterskole mandag var blandt de syv undervisere fra landets videregående uddannelser, der fik tildelt Undervisningsprisen i Operaen af uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund samt Kronprinsesse Mary.

Lektor Frits Giversen blev indstillet til prisen på grund af sin høje pædagogiske og tekniske faglighed, store engagement og evne til at omsætte sin viden til praksisnær undervisning med blik for de studerendes interesser, og at maskinmesterfaget således omtales og fremhæves positivt, glæder Danske Maritime, som netop i samarbejde med fem andre organisationer i en kronik har fremhævet vigtigheden af at få uddannet langt flere maskinmestre – ikke mindst til den grønne omstilling.

“Herfra skal lyde et stort tillykke til både Frits Giversen, hans elever og Aarhus Maskinmesterskole. Dygtige undervisere, som formår at motivere de studerende og skabe givende relationer til virksomhederne, er utroligt vigtigt. Det er med til at sikre ikke mindst kvaliteten på uddannelserne, men også at de unge får lyst til at vælge en uddannelse af relevans for den maritime branche. Praksisnær undervisning er også vigtig for at de kommende dimittender kan løse fremtidens udfordringer i branchen, og det glæder os meget, at uddannelsen således får en flot omtale gennem en helt særlig underviser,” siger Jenny Braat, CEO hos Danske Maritime.

Frits Giversen blev indstillet til prisen af Aarhus Maskinmesterskole og med bidrag fra de studerende. Herefter har en landsdækkende jury for de maritime uddannelser med blandt andre Danske Maritime indstillet lektoren til at modtage prisen.

Frits Giversen, som er uddannet maskiningeniør, har en MBA og en master i NLP, underviser på maskinmesteruddannelsen i fagene management, projekt, metode, innovation og termiske maskiner.

Med prisen følger 500.000 kroner; 300.000 til at understøtte undervisningsmiljøet på Aarhus Maskinmesterskole og 200.000, som er en personlig hæderspris.

Frits Giversen.
Frits Giversen modtager pris.
Undervisningsprisen 2023.
Powered by Labrador CMS