Ny sejlplan giver Royal Arctic Line muligheder udenom Danmark

Foto: Royal Arctic Line

Det grønlandske rederi Royal Arctic Line får i 2024 en ny sejlplan, der blandt andet byder på anløb i Tyskland. Det giver mulighed for direkte im- og eksport udenom Danmark.

Publisert Sist oppdatert

Royal Arctic Line (RAL) får I 2024 ny sejlplan. Det oplyser det grønlandske rederi på deres hjemmeside.

Den helt store overraskelse er, at RAL’s Atlantrute i sydgående retning er tilføjet et stop i den tyske havneby Bremerhaven. Anløbet betyder nemlig, at grønlandske virksomheder fremadrettet får mulighed for både direkte eksport og import fra Tyskland – udenom Danmark.

Dermed løber den sydgående Atlantrute fra Nuuk over Reykjavik, Reydarfjordur, Thorshavn, Bremerhaven, Helsingborg og Aarhus.

For den nordgående rute, der sejler mellem Aarhus, Reykjavik og Nuuk, vil det betyde at Atlantskibet forventes at ankomme Nuuk torsdag eftermiddag i stedet for fredag morgen. Det får betydning for de handlende i Nuuk, idet detailbutikkerne med større sikkerhed kan få udleveret deres gods fredag morgen.

Det får samtidig betydning for feederskibene, der sejler varer videre ud på kysten, idet risikoen for forsinkelser vil blive minimeret.

De grønlandske byer Qaanaaq og Ittoqqortoormiit får hver især et ekstra anløb, hvilket betyder at der i stedet for to planlagte anløb vil være tre planlagte anløb af byerne i 2024.

Bygderne omkring Upernavik og Uummannaq får allerede i 2023 et ekstra rødt anløb i forlængelse af de allerede planlagte anløb. RAL gør dog opmærksom på, at disse anløb er såkaldt røde anløb, hvilket betyder, at der kun sejles hvis vejr- og isforhold tillader det. Disse ekstra anløb vil også være gældende i 2024.

Ændringerne i sejlplanerne vil være gældende fra uge 9.

Powered by Labrador CMS