Den maritime julekalender – 22. december

22_December

Julen står for døren og nedtællingen er nu i fuld gang! Hver morgen tager vi et kig i nyhedsarkivet fra det forgangne år. Glædelig 22. december.

Publisert

Hos Maritime Direct tæller vi ned til julen ved at kigge tilbage på årets sjoveste, skøreste, skæveste, vigtigste og mest skelsættende historier. Glædelig 22. december.

Springeren – Danmarks sidste danskbyggede ubåd

Ved Limfjordens bredder i Aalborg kan du komme ombord på et stykke Danmarkshistorie. Her ligger nemlig den sidste danskkonstruerede og danskbyggede ubåd – S329 Springeren.

Af Stefan Holmager Larsen

Den mintgrønne maling er som tapetseret på rør og overflader, og i kombination med de støvblå madrasser og rustbrune nuancer, som udgør interiøret i Springeren, så bliver man ved første skridt ind i ubåden med ét sendt adskillige årtier tilbage i tiden.

“I det her rum boede man 20 mand,” fortæller museumsdirektør Mads Sølver Pedersen, inden han vender rundt og peger.

“Der har været køjer dér, og der har været køjer i midten. Men det foregik jo på den måde, at der mange gange var 12-timers vagter, så der var 10 mand på arbejde og 10 mand, der havde fri,” forklarer han om den intime sovesal, som egentligt er et torpedorum, men også fungerede til både opbevaring og ophold.

Fra loftet stråler flere gullige lamper om kap med lyset fra den til lejligheden skabte dør i ubådens skrog, men alligevel er det som om, at mørket har et bestandigt tag i torpedorummet, og man tænker som gæst, at det må have krævet et samarbejde og sammenhold udover det sædvanlige at sejle rundt i det gamle fartøj.

Skulle vise livet på en ubåd

Ubåden med det rette navn S329 Springeren indgik fra 1964 og frem til 1990 i det danske forsvar, hvor dens primære opgave var at holde øje med russerne i Østersøen under Den Kolde Krig.

Men da Forsvaret herefter kiggede efter andre skibe til at forny flåden, så lykkedes det for den lokale marineforeningen og byrådet i Aalborg at skaffe opbakning til et museum i byens vestlige ende, og på den måde gik det til, at det store undervandsfartøj blev trukket på land og gjort til hovedattraktion i det, der i dag hedder ‘Springeren – Maritimt Oplevelsescenter’.

Eneste krav fra Forsvaret var, at Springeren skulle ligge, som den gjorde, da den sejlede, så folk kunne se, hvordan livet i en ubåd tog sig ud.

“Og det gør den også. Selv kufferterne fra den sidste tur ligger på hylden, og der er ikke lavet noget om inde i den siden da,” fortæller Mads Sølver Pedersen.

En dunst af dieselolie og sved

I alt 33 mand – otte officerer og 25 sergenter og menige – udgjorde besætningen i den godt 50 meter lange ubåd, og man behøver ikke at have gået mange år i skole for at kunne udregne, at pladsen ombord var særdeles trang.

“Det var minimalistisk at arbejde her, og det tøj man arbejdede i, havde man på i en uge-halvanden. Folk skiftede jo ikke tøj, for de havde ikke ret meget med. Og samtidig var her måske knap 40 grader varmt, så folk lugtede af dieselolie og sved. Men det gjorde alle jo, så der var ikke den store forskel,” lyder det fra Mads Sølver Pedersen.

I dag er både de høje temperaturer og svedlugten for længst væk, men den svage duft af dieselolie hænger stadig i næseborene, når man bevæger sig ned gennem ubåden. Forbi officersmessen med interiøret af træ, toiletterne, som besætningen ofte måtte bakke ind på, og ‘badeværelset’, der bestod af en håndvask i et hjørne.

Længere bagude – cirka midt i ubåden – stopper Mads Sølver Pedersen op og peger ind i et lille rum på størrelse med et klædeskab. På forunderlig vis er der fundet plads til både ovn, håndvask, komfur og en ganske moderne emhætte rundt om det, der ligner én kvadratmeters gulvplads.

“Det her er køkkenet, hvor man lavede mad til hele besætningen tre gange om dagen. Det kan jeg stadig ikke forstå,” lyder det fra direktøren, mens han trækker på smilebåndene og forklarer, at besætningen da også mange gange boede på hotel, når de kom i havn – ganske enkelt på grund af forholdene ombord.

Kufferterne fra den sidste tur

Længere bagude ligger både radarrum, radiorum og sonarrum, men inden vi kommer så langt, stopper Mads Sølver Pedersen op ved det gamle kuffertstativ, hvor hvert besætningsmedlem havde plads til personlige ejendele.

“Her er kufferterne fra den sidste tur. De ligger på hylderne den dag i dag,” fortæller han. Og ganske rigtigt. Snorlige og ensformige i størrelserne, så de passer perfekt i stativet. Nogle er brune. De fleste er grå, men hver og én med læderstropper og håndtag og med muligheden for at indsætte et navneskilt. En enkelt kuffert – i en grøn farve – skiller sig dog ud i mængden.

“Det er en af de helt rigtige, gamle ubådskufferter, og den her er der også sat et skilt på. Det er fordi, vi har et ubådstræf en gang om året heroppe, og 14 dage før et træf, der døde ejeren. Da de andre var til begravelse hos ham, stod kufferten foran hans kiste. Efter de så var færdige med begravelsen, kom sønnen med kufferten og sagde, at det sidste ønske, hans far havde, var, at de satte kufferten på plads. Så til træffet stod der 15 mand her omkring og drak rom og satte kufferten på plads og græd. Det fortæller lidt om sammenholdet, der har været i at have sejlet ubåd,” beretter Mads Sølver Pedersen.

Ubådens vigtigste mand

Fra kuffertstativet går turen videre ned gennem ubåden til kommandorummet. Springerens kontrolcenter og hjerte. Det er blandt andet her, hvor ubådens to periskoper befinder sig – både det smalle angrebsperiskop og det noget større til almindelig sejlads – og så er det stedet, hvorfra beslutningerne blev taget.

“Kaptajnen sad ovre på den bette taburet, for så kunne han se alle sine folk, der arbejdede, når han skulle dirigere noget. Men den vigtigste mand på båden er ham, der sidder i den gode stol,” lyder det fra Mads Sølver Pedersen, mens han peger på en polstret stol betrukket med slidt, blåt stof.

“Hans opgave var at holde øje med, hvor man var henne i forhold til dybden. Når man går rundt her inde i ubåden, så har man ikke nogen fornemmelse af, om man er nede på 100 meters dybde eller 200 meters dybde, men det er jo et spørgsmål om liv og død, hvis man kom for langt ned. Ubåden her var trykprøvet til at kunne gå ned på 250 meters dybde, men i fredstid måtte man i Danmark kun gå ned på 100 meter,” fortæller han.

Efter besøget i kommandorummet går turen det sidste stykke ned gennem ubåden til maskinrummet. Det er også her man i dag finder udgangen i skroget, som inviterer både dagslys og frisk luft tilbage til ansigtet, og lige så hurtigt som man forsvandt tilbage i tiden, da man gik ombord, lige så hurtigt er man retur til nutiden.

Den sidste danskbyggede ubåd S329 Springeren.
Den sidste danskbyggede ubåd S329 Springeren.
Powered by Labrador CMS