Millioner til ny udstilling af skibsmodeller på M/S Museet for Søfart

Ny udstilling af Museet for Søfarts samling af skibsmodeller. Ved brug af film. lyd og animation kommer gæsterne ikke bare tæt på modellerne, men også med om bord for at opleve skibet indefra. Foto: Lindhe / M/S Museet for Søfart
Ny udstilling af Museet for Søfarts samling af skibsmodeller. Ved brug af film. lyd og animation kommer gæsterne ikke bare tæt på modellerne, men også med om bord for at opleve skibet indefra.

M/S Museet for Søfart har fået bevilget tre millioner kroner fra Aage-Louis Hansen Fonden til en ny og permanent udstilling af skibsmodeller.

Publisert Sist oppdatert

Aage-Louis Hansen Fonden har netop bevilget tre millioner kroner til en ny og permanent udstilling af M/S Museet for Søfarts enestående samling af skibsmodeller. Udstillingen bliver et skatkammer af mere end 200 skibsmodeller, der fortæller 400 års dansk søfartshistorie.

I udstillingen bliver skibsmodellerne vakt til live med film, lyd, animationer og masser af information. Gæsterne kommer ikke bare tæt på modelskibene; de kommer med ombord på skibet og får mulighed for at opleve indretningen, konstruktionen og livet, som det blev levet ombord på skibet.

Indtil nu har M/S Museet for Søfart ikke haft mulighed for at udstille hele den efterhånden store samling af skibsmodeller. Gæsterne har kun set en begrænset del af samlingen, og mange gæster efterspørger flere modeller. For chefkuratoren på museet er det derfor en gammel drøm, der nu går i opfyldelse

“Nu kan vi endelig vise hele samlingen frem og give gæsterne indblik i samlingen og det imponerende håndværk, der ligger bag hver eneste skibsmodel. Både i en fysisk udstilling på museet og i en ny online database, så man kan dykke ned i samlingen hjemmefra. Det bliver guf for modelelskere og for alle andre, der er fascineret af håndværket og de spændende historier, skibsmodeller gemmer på. Med moderne teknologi kommer gæsterne til at opleve modellerne på helt nye måder – både fortællemæssigt, håndværksmæssigt, visuelt og rumligt. Det glæder vi os meget til,” siger chefkurator på M/S Museet for Søfart, Marie Ørstedholm.

Fra selve udstillingen bliver der også adgang til det nye digitale modelunivers, hvor man både kan udforske hele museets store skibsmodelsamling og stemme sine egne favoritmodeller direkte ind i udstillingen på museet. Den nye udstilling bliver permanent, men der bliver også plads til udskiftning og nyheder.

“Med den nye udstilling får vi også mulighed for løbende at skifte modellerne ud med andre skibe fra museets egen samling, men også med spændende indlån fra andre samlinger og modeludviklere. Vi forventer at den nye udstilling bliver et vigtigt nyt element i vores undervisningstilbud, rundvisninger og andre publikumstilbud, og vi glæder os meget til at vise den frem,” siger Marie Ørstedholm, chefkurator.

Powered by Labrador CMS