Greta Thunberg og 50 aktivister trænger ind i Maersk-bygning

50 aktivister – heriblandt svenske Greta Thunberg – er trængt ind i kontorerne hos Maersk Tankers.
Aktivister fra Den Grønne Ungdomsbevægelse er trængt ind i kontorerne hos Maersk Tankers i København. Aktionen er ifølge organisationen en del af aktionsrækken 'May:hem', som i løbet af 10 dage og på tværs af Europa skal sætte fokus på 'Maersks rolle i klimakrisen og Israels krigsforbrydelser', lyder det i en pressemeddelelse fra Den Grønne Ungdomsbevægelse.
De godt 50 aktivister, som blandt andre tæller svenske Greta Thunberg, protesterer mod Maersk Tankers fragt af olie og gas samt Maersks CO2-udledninger.
"Maersk siger, de bidrager til den grønne omstilling, mens de gør det modsatte. Ikke nok med at de med deres fragt faciliterer et uholdbart overforbrug og udleder surrealistisk meget CO2, så fragter de også stadig olie og gas rundt i verden, hvilket selvfølgelig er uacceptabelt midt i et klimakollaps," lyder det fra aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse, Freya Skriver, som befinder sig i bygningen.
Aktivisterne kræver - foruden at Maersk Tankers stopper al fragt af olie og gas - også, at Maersk stopper deres fragt af våben til Israel, som Den Grønne Ungdomsbevægelse mener bliver brugt i Palæstina.