Den maritime julekalender – 9. december

9_December

Julen står for døren og nedtællingen er nu i fuld gang! Hver morgen tager vi et kig i nyhedsarkivet for det forgangne år. Glædelig 9. december.

Publisert

Hos Maritime Direct tæller vi ned til julen ved at kigge tilbage på årets sjoveste, skøreste, skæveste, vigtigste og mest skelsættende historier. Glædelig 9. december.

Der har både i internationalt og nationalt farvand været flere alvorlige uheld, men heldigvis ender de fleste godt takket været både redningstjenesterne og Forsvaret.

En af de hændelser, der netop endte uden tab af besætning skete en fredag morgen i begyndelsen af september, hvor flere søfolk blev reddet i land efter en kollision mellem to fragtskibe godt 20 sømil vest for Ringkøbing.

Det ene skib – en hollandsk-flaget coaster ved navn Helge – begyndte at tage vand ind oven på sammenstødet, og flere civile skibe, tre redningsstationer og to helikoptere fra Forsvaret blev sendt afsted som assistance.

I alt syv besætningsmedlemmer fra Helge blev samlet op af Forsvarets helikoptere og fløjet til havnen i Esbjerg, og kun skibets kaptajn måtte en tur på sygehuset med snitsår fra glasskår.

På grund af hårdt vejr med fire-fem meter høje bølger og hård kuling meddelte Forsvaret, at der ikke er mulighed for at redde det lille fragtskib i land.

Det andet fragtskib, som sejler under Bahamas’ flag, fik ifølge Forsvaret ingen skader ved kollisionen.

Powered by Labrador CMS