Se billederne: Skoleskibet DANMARK’s efterfølger på besøg i Aalborg

CG Eagle på besøg i Aalborg. Foto: Stefan Holmager Larsen
CG Eagle på besøg i Aalborg.

Det amerikanske skoleskib CG Eagle, der efterfulgte Skoleskibet DANMARK som træningsskib for kadetter hos den amerikanske kystvagt, har tilbragt de foregående dage på havnen i Aalborg.

Publisert Sist oppdatert

Havnen i Aalborg har i de foregående dage haft prominent besøg fra den amerikanske kystvagt. Skoleskibet med det fulde navn U.S. Coast Guard Cutter Eagle lagde fredag nemlig til ved den nordjyske havn, inden det store fartøj mandag forlod Limfjorden.

Skibet, der i øjeblikket er på en sommertur i Norden, som har budt på besøg i både Finland og Sverige, bruges af den amerikanske kystvagt til træning af kadetter, ligesom skibet også har været i aktiv militærtjeneste for USA.

At man i USA overhovedet har et skoleskib kan faktisk til dels tilskrives Danmark og Skoleskibet DANMARK.

I 1939 var skoleskibet nemlig på togt til USA for at deltage i Verdensudstillingen i New York, og efter sejlads i Caribien kom det til Jacksonville den 1. april 1940. Planen var herefter at sejle hjem til Danmark den 10. april 1940, men da Danmark blev besat dagen forinden besluttede man, at det ville være for farligt at sejle hjem over Atlanterhavet på grund af tyske u-både.

Den 7. december 1941 trådte USA aktivt ind i 2. Verdenskrig efter angrebet på Pearl Harbor på Hawaii. Den daværende danske ambassadør i Washington, Kaufmann, spurgte i den anledning, om man ikke kunne bruge DANMARK til noget i USA. Det blev derfor sejlet til New London i Long Island Sound nord for New York, hvor U.S. Coast Guard og den amerikanske u-bådsbase holder til.

DANMARK blev derfra – under amerikansk flag men med dansk besætning – brugt til at udvælge kommende søfolk til den amerikanske flåde, og i alt var omkring 5.000 amerikanere forbi Skoleskibet.

Skibet blev meget kendt i USA, og forhenværende præsident John F. Kennedy havde sågar en skibsmodel af DANMARK stående på det ovale kontor i Det Hvide Hus.

Den 26. september 1945 blev flaget igen skiftet til dansk, og skibet vendte hjem til Danmark. Amerikanerne var dog blevet så glade for Skoleskibet som institution, at de rent faktisk forsøgte at købe det. Dette afslog man dog i Danmark, og amerikanerne tog i stedet det tyske sejlskib Horst Wessel som krigsbytte og skiftede navnet ud til CG Eagle.

CG Eagle på besøg i Aalborg.
CG Eagle på besøg i Aalborg.
CG Eagle på besøg i Aalborg.
CG Eagle på besøg i Aalborg.
Powered by Labrador CMS