Skoleskibet DANMARK – 90 års søfartshistorie: 1920’erne – 1944

MFS DANMARK for fulde sejl. Foto: Jeppesen, Inger og Leo / M/S Museet for Søfart
MFS DANMARK for fulde sejl.

Det er en stolt, ældre dame, der i år fejrer 90 år. Skoleskibet DANMARK har haft første parket til historiens gang og selv bidraget aktivt til dansk og international søfartshistorie.

Publisert Sist oppdatert

MaritimeDirect fejrer anledningen med et tilbageblik på nogle af skibets milepæle, og til at føre os sikkert igennem farvandene, har vi allieret os med en af dem, som kender skibet bedst.

Kurt Andersen havde sit første togt med Skoleskibet som elev i 1976. Fra 1983 til 1988 vendte han tilbage som styrmand, og endelig har han været kaptajn på skibet fra 2000 til 2021 og i alt været på 35 togter. Her er hans indblik i DANMARK’s første 90 år som skoleskib.

Her sker det: Skoleskibet DANMARK fejrer 90-års jubilæum

I løbet af de kommende dage gennemgår han Skoleskibets historier fra den spæde begyndelse frem til i dag. Vi starter med nedslag fra 1920’erne til 1944:

1920’erne:

“Der var faktisk et skoleskib før DANMARK. Det hed ‘København’ og var ejet af Aktieselskabet Det Østasiatiske Kompagni (ØK). På en rejse fra Buenos Aires i Argentina i december 1928 forsvandt det sporløst med mand og mus. Det skulle til Adelaide i Australien for at hente hvedekorn til Sydengland. To – tre måneder efter skibets forventede ankomst til Adelaide blev man bekymret, og efter et års tid nåede man frem til, at det måtte være forlist. Det var almindeligt ikke at have kontakt med skibe i flere måneder ad gangen den gang. Så det var altså slut med Skoleskibet København.”

1932:

“Der var et ønske om et nyt skoleskib fra de danske skibsredere for at give de unge en vis ‘hårdførhed’. Der var i forvejen kun et dansk sejlskib, Georg Stage, og en søfartsskole i Svendborg. Derudover var der ikke andre strukturerede grunduddannelser for søfolk, så skibsrederne pressede på, og Stauning (daværende statsminister, red.) nedsatte et udvalg. Det mundede ud i et forslag om Skoleskibet DANMARK, og i marts 1932 blev det besluttet ved lov, at der skulle bygges et nyt skoleskib.

Derefter gik det hurtigt. I juni 1932 blev kølen lagt på Nakskov Skibsværft, der dengang var ejet af ØK, og i december 1932 blev skibet søsat. I juni 1933 var det helt klar til at modtage elever og besætning. Formanden i skoleskibsudvalget, som var A.P. Møller, fik overbevist staten om at gå aktivt ind i projektet og betale alle udgifter. Han var allerede en dygtig købmand dengang. Siden da har DANMARK sejlet som skoleskib. Oprindeligt havde det plads til 120 elever og et togt varede 6 – 9 måneder. Det var starten på det hele.”

1939:

“Skibet var på togt til USA for at deltage i Verdensudstillingen i New York. Efter sejlads i Caribien kom det til Jacksonville den 1. april 1940. Planen var at sejle hjem til Danmark den 10. april 1940, men Danmark blev besat den 9. april. Man besluttede derfor, at det ville være for farligt at sejle hjem over Atlanterhavet på grund af tyske u-både. De fleste af de 120 elever afmønstrede, og halvdelen blev amerikanske statsborgere og slog sig ned derovre. Alt så lidt håbløst ud i Europa, så ingen havde så travlt med at komme hjem, men tog hyre på de allierede skibe.

Den 7. december 1941 trådte USA aktivt ind i 2. Verdenskrig efter angrebet på Pearl Harbor på Hawaii. Den daværende danske am bassadør i Washington, Kaufmann, spurgte i den anledning, om man ikke kunne bruge DANMARK til noget i USA. Det blev derfor sejlet til New London i Long Island Sound nord for New York, hvor U.S. Coast Guard og den amerikanske u-bådsbase holder til.

DANMARK blev derfra brugt til at udvælge kommende søfolk til den amerikanske flåde. Hver måned kom godt 100 unge amerikanere om bord og var der i fire uger. Besætningen skulle finde ud af, hvem der var egnede som officerer, og det var opgaven resten af krigen, omend den var noget vanskelig. I alt omkring 5000 amerikanere var forbi Skoleskibet DANMARK.

Der er desværre ingen papirer fra den tid, da skibet var under amerikansk jurisdiktion og sejlede under amerikansk flag i perioden, selvom det stadig havde dansk besætning. Skibet blev meget kendt, og John F. Kennedy (forhenværende præsident i USA, red.) havde sågar en skibsmodel af DANMARK stående på det ovale kontor i Det Hvide Hus.”

Du kan læse flere nedslag fra Skoleskibet DANMARK’s 90 år lange historie i morgen.

Powered by Labrador CMS